CIA's grove forhørsmetoder skal undersøges

- Hvis der sker mere i USA, så dræber vi dine børn.

Sådan lød truslen ifølge en rapport om CIA's afhøringer af terrormistænkte, da "hjernen" bag terrorangrebene i USA i 2001, Khalid Sheikh Mohammed, sad i forhør.

Rapporten fra 2004, der delvist blev offentliggjort mandag, beretter også om trusler med pistol og en boremaskine under afhøringer, hvor en CIA-agent på et tidspunkt også skal have truet al-Qaeda-medlemmet Abd al-Rahim al-Nashihiri med at voldtage hans mor for øjnene af ham.

Nu skal CIA's forhørsmetoder granskes meget nøje. Og justitsminister Eric Holder har allerede udnævnt en særlig undersøger.

- Jeg er helt klar over, at min beslutning om at påbegynde de her indledende undersøgelser er kontroversiel, siger Holder.

Han har allerede modtaget en protestskrivelse fra en række højtstående republikanere. De frygter, at undersøgelserne kan have en skræmmende effekt på CIA-agenter, som forsøger at gøre deres arbejde.

Også fra Demokraternes lejr lyder der kritik. Dog af en noget anden slags. Flere demokrater vil nemlig ikke se undersøgelsen begrænse sig til selve afhøringerne. De vil også have undersøgt de magthavere, som banede vej for de grove metoder.

- Den mishandling, der var godkendt fra officielt hold, grænsede til tortur, og dem helt oppe i toppen, som godkendte, beordrede og forsøgte at finde juridisk dækning for mishandlingerne, skal drages til ansvar, siger den demokratiske senator Russel Feingold.

/ritzau/AFP

En rapport sætter CIA i dårligt lys med beretninger om agenter, der truer med at dræbe børn og voldtage kvinder under forhør. Nu skal sagerne kulegraves.

Offentliggjort Sidst opdateret