Med ansigterne svøbt i sorte tørklæder og AK-47'ere hængende over skuldrene ser talibankrigere årvågent til, da landsbyboere begraver deres døde fra Nato's luftangreb i det nordlige Afghanistan.
Grædende og bedende sidder landsbyboerne foran de omkring 50 grave uden for Yaqoubi, en samling af lerklinede hytter nær det sted, hvor angrebet fandt sted, og hvor snesevis af mennesker, heriblandt mange civile, ifølge afghanske embedsmænd blev dræbt.
Landsbyboerne tager sig dog ikke af talibankrigerne, men deres tilstedeværelse understreger, at talibanbevægelsen er ved at styrke grebet om de en gang rolige dele af det nordlige Afghanistan. Det sker på et tidspunkt, hvor de amerikanskledede styrker kæmper for at forsøge at kontrollere et stadigt mere aggressivt oprør i landets sydlige og østlige del.
- Vi vil tage hævn. Mange uskyldige mennesker blev dræbt her, siger en af talibankrigerne, hvor kun øjnene er synlige bag tørklædet.
De lokale indbyggere siger, at Natofly sendte bomber ned over området på et tidspunkt, hvor omkring 200 mennesker fra fem nærliggende landsbyer havde samlet sig for at hente brændstof fra to tankbiler, som de troede, at talibanbevægelsen havde ladt tilbage.
- Alle familier her har mistet slægtninge. Hele familier er blevet udslettet, siger den 54-årige Sahar Gul fra Yaqoubi.
Mens et hvidt begravelsesflag blafrer i den støvede vind, græder den 13 årige dreng Amidullah, mens han ser ned på sin fars grav.
- Jeg er den eneste overlevende i familien. Min far led martyrdøden, min brod led martyrdøden, og min onkel og to af mine fætre led martyrdøden, siger Amidullah.
- Vi er almindelige mennesker. Vi er ikke Taliban, siger en landsbyboer.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker