Civile i tusindvis vil væk fra Sudan i en fart og øjner håb i havneby

Civile bliver taget imod med blomster, når de ankommer til Jeddah fra Port Sudan. Over 5000 er foreløbig blevet evakueret til den saudiarabiske by. Foto: Saudi Press Agency/Reuters

I Sudans hovedstad er der voldsomme kampe og lig i gaderne. Civile søger mod havneby ved Det Røde Hav, hvor de håber at blive evakueret til Saudi-Arabien.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tusindvis af håbefulde civile er stimlet sammen i havnebyen Port Sudan i det østlige Sudan.

De vil væk fra det krigsramte land og øjner en udvej via havnebyen.

Krigen har kostet hundredvis af mennesker livet, og særligt i hovedstaden, Khartoum, går det voldsomt for sig.

Derfor har mange sat kursen mod Port Sudan.

Byen ud til Det Røde Hav ligger 830 kilometer fra hovedstaden, og vejen dertil er ikke uden farer. Men det er her, de kan se en vej væk.

De håber at komme med et af de krigsskibe fra den saudiarabiske flåde, som i over en uge har evakueret civile til Jeddah i Saudi-Arabien.

Søndag oplyste saudiarabiske myndigheder, at man foreløbig havde evakueret 5197 personer af 100 forskellige nationaliteter fra Sudan.

Mange flere håber at tage turen over Det Røde Hav, men der er rift om pladserne. Forretningsmanden Adil Bashir er blandt de bare 52 personer, som søndag kunne gå om bord på skibet med kurs mod Jeddah.

Han siger til CNN, at han flygtede fra Khartoum, efter at hans bilforretning var blevet angrebet. Nogle af hans biler blev stjålet, mens andre blev sat i brand.

- Der er mange lig i gaderne, siger han.

Redningsmandskab fra FN er rykket til Port Sudan for at hjælpe de mange civile, mens de venter på at komme væk.

Pakistanske Hasan Faraj er fyldt med lettelse, efter at han søndag morgen kom om bord på et skib mod Jeddah.

- Jeg føler mig meget privilegeret, siger den 48-årige til AFP.

Fra Jeddah skal han videre med fly til Karachi i hjemlandet.

Han tog til Port Sudan efter nogle "meget skræmmende" dage i Khartoum præget af konstante skyderier og bombardementer.

Faraj er bekymret for de millioner af sudanesere, som er fanget i krigen, hvor en magtkamp udspiller sig mellem den paramilitære gruppe RSF og Sudans regeringshær.

- Jeg er virkelig bekymret for mine venner. Særligt i Khartoum.

- Jeg kender en del, som er flyttet til sikrere steder, men spørgsmålet er, hvor længe der er sikkert. Det er ikke til at sige, siger han til AFP.

Han er en af de heldige. De saudiarabiske myndigheder skeler til personernes pas, før de får lov at komme om bord.

Folk fra for eksempel Yemen, Syrien og Sudan har svært ved at komme med, fordi myndighederne i Saudi-Arabien ikke kan vide sig sikre på, at de tager videre til deres hjemlande, som det er meningen.

For eksempel har omkring 3000 studerende fra Yemen i ugevis siddet fast i Port Sudan.

Evakuerede bliver transporteret om bord en slæbebåd, før de stiger om bord krigsskibet, der skal sejle dem væk fra krigen i Sudan til Jeddah i Saudi-Arabien. Foto: Fayez Nureldine/Ritzau Scanpix

- Saudierne redder nogle yemenitter, men de er nervøse ved at tage imod et stort antal, siger en sikkerhedsrådgiver, som forsøger at hjælpe yemenitter med at komme hjem til deres eget krigsramte land, til BBC.

De fleste, der ankommer til Saudi-Arabien via Port Sudan, får et kort ophold på hotel. Men det bliver gjort klart, at deres hjemlande ventes at betale regningen og sørge for, at de evakuerede hurtigt kommer hjemad.

Før de når Saudi-Arabien, får de på sejlturen et tiltrængt pusterum.

De evakuerede bliver budt velkommen om bord med blomster, chokolade, dadler og arabisk kaffe. De kan ånde lettet op, vel vidende at det værste er bag dem.

/ritzau/

Dødelige kampe plager Sudan

* De seneste uger har der udspillet sig dødelige kampe mellem den sudanske hær og den paramilitære gruppe RSF i Sudans hovedstad, Khartoum, og andre steder i landet. Kampene er et direkte resultat af en ondsindet magtkamp i landets militære ledelse.

* Siden et kup i oktober 2021 har Sudan været ledet af et råd bestående af generaler, og i centrum af striden står to militærmænd: general Abdel Fattah al-Burhan og general Mohamed Hamdan Dagalo, bedre kendt som Hemedti.

* Abdel Fattah al-Burhan er leder af hæren og landets de facto-præsident.

* Hemedti er hans stedfortræder og leder af den paramilitære gruppe Rapid Support Forces (RSF).

* De er uenige om, hvilken retning landet skal bevæge sig i, herunder potentielle skridt mod et civilt styre.

* Et af de største stridspunkter handler om planerne om at inkludere den 100.000 mand store RSF-gruppe i hæren, og hvem der i så fald skal lede den nye styrke.

* Volden kom efter flere dage med spændinger, hvor medlemmer af RSF blev omplaceret rundtom i landet - et træk, der blev anset som en trussel af hæren.

/ritzau/

Civile bliver hjulpet om bord et af de saudiarabiske krigsskib, som bliver brugt til at evakuere folk fra det krigsramte Sudan. Foto: Mohammed Benmansour/Reuters
Evakuerede får sig et hvil, efter at de er kommet om bord skibet med kurs væk fra Sudan, hvor der i ugevis har været hårde kampe mellem den paramilitære gruppe RSF og Sudans regeringshær. Foto: Fayez Nureldine/Ritzau Scanpix
Ritzau Grafik. Foto: MAKI/Free

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu