Civile israelere væbner sig til tænderne efter Hamas-angrebet
Israels 47-årige minister for national sikkerhed, Itamar Ben-Gvir, tilhører den yderste højrefløj og er med til at sikre, at Benjamin Netanyahu beholder premierministerposten. Billedet er fra en konference i Jerusalem den 28. januar, da Ben-Gvir talte varmt for, at Israel igen skal bygge bosættelser i Gazastriben. Foto: Ronen Zvulun/Reuters
De israelske myndigheder har siden Hamas-angrebet på Israel i oktober i fjor udstedt 100.000 våbentilladelser til civile borgere. Mange kvinder bærer nu våben.
Ritzau RitzauFrank Jørgensen, Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Flere og flere civile israelere går nu bevæbnet rundt, efter at ministeriet for national sikkerhed har sat tryk på udstedelsen af våbentilladelser.
I forvejen er der mange våben i omløb i Israel. Også i tider, hvor der ikke er krig som nu, er det normalt at se bevæbnede borgere på gader, i butikscentre og i busser.
Soldater, der er på orlov bærer våben, og mange bosættere på den besatte Vestbred eller i Østjerusalem gør det også.
Men efter at Hamas angreb Israel fra Gaza den 7. oktober 2023, er der mange flere bevæbnede borgere.
Eller rettere, der er mange flere borgere, der har tilladelse til at bære våben.
Annonce
Under angrebet dræbte Hamas omkring 1200 israelere på en musikfestival, i kibbutzer og i militærforlægninger. Der har været rapporter om voldtægter, og Hamas tog omkring 250 gidsler.
- I denne uge har vi nået en milepæl i det nationale sikkerhedsministerium. Borger nummer 100.000 har fået sin våbentilladelse, siger den nationale sikkerhedsminister, Itamar Ben-Gvir, ifølge avisen Times of Israel.
- Siden krigen begyndte, har vi modtaget 299.354 ansøgninger, og flere end 100.000 er blevet godkendt til at bevæbne sig, fordi våben redder liv, tilføjer han.
Kvindegrupper har før advaret om, at nogle af de mange våben kan udgøre en fare for kvinder i hjemmet, hvis våbnene ender hos de forkerte.
Gruppen Michal Sela Forum, der har navn efter en kvinde, som blev myrdet af sin partner i 2019, advarede i begyndelsen af november, da der var indløbet 175.000 ansøgninger om våbentilladelser på kort tid.
Gruppen opfordrede ministeriet til at foretage et skærpet baggrundstjek af ansøgerne.
Times of Israel skriver, at sikkerhedsministeren er blevet spurgt om kvindernes bekymring i forbindelse med de 100.000 våbentilladelser. Han siger, at ministeriet arbejder for at sikre, at våbnene "havner i de rigtige hænder".
Kvinder blev voldtaget og myrdet den 7. oktober, "fordi der ikke var nok våben", siger han.
Nu er der givet "tilladelser, så titusindvis af kvinder kan bevæbne sig og forsvare sig".
Israels nationale sikkerhedsminister, Itamar Ben-Gvir, er med ved udleveringen af våben til en ny frivillig civil vagtstyrke i byen Ashkelon den 27. oktober i fjor. Foto: Menahem Kahana/Ritzau Scanpix
Interessen for våben eksploderede kort efter Hamas-angrebet. Reuters skrev omkring tre uger efter massakren, at israelere valfartede til våbenbutikker og skydebaner.
Annonce
Skydeinstruktør Gil Shemesh sagde, at de mange nye kunder på hans skydebane omfattede "personer bosat i farlige områder og almindelige mennesker, der blot vil beskytte sig selv".
De bevæbner sig overvejende med pistoler, ikke rifler.
Tv-stationen Channel 13 rapporterede dengang, at der siden angrebet var indløbet 150.000 ansøgninger om våbentilladelser. Og i de samme tre uger året forinden, altså 2022, var der indgivet 42 ansøgninger.
Inden angrebet var det ikke så let at få et våben. Der kunne gå måneder med behandling af en ansøgning, men ifølge Reuters klares det nu på nogle dage online.
Israelere med arabiske rødder, hvoraf mange identificerer sig som palæstinensere, er generelt undtaget værnepligt i Israel og har svært ved at få en våbenlicens.
Minister Ben Gvir er en kontroversiel person i Israel. Han leder det højrenationale parti Otzma Yehudit - Jødisk Magt. Han har stor indflydelse i regeringen, som kan falde uden hans stemmer.
Efter Hamas-angrebet den 7. oktober 2023 er interessen blandt israelere for at få et våben og lære at skyde vokset markant. Billedet er fra en skydebane i Givat Zeev-bosættelsen på Vestbredden den 27. januar. Foto: Gil Cohen-Magen/Ritzau Scanpix
Han har før gjort sig bemærket ved at opfordre til, at arabiske borgere, der ikke viser loyalitet over for Israel, udvises.
Times of Israels skriver, at han er dømt for at tilskynde til racisme, og han har mere end én gang truet med et skydevåben.
I 2021 blev han kaldt til samtale af sikkerhedschefen i parlamentet, fordi han under en diskussion med en arabisk parkeringsvagt havde viftet med en pistol.
/ritzau/
Våbentilladelser i Israel
Siden den 7. oktober 2023, da Hamas angreb Israel fra Gaza, er interessen for at få våbentilladelse blandt almindelige israelere steget dramatisk.
* I perioden 7. oktober og tre uger frem i 2022 fik Israels sikkerhedsministerium 42 ansøgninger om våbentilladelser. I de samme tre uger i 2023 var det 150.000 ansøgninger.
* Indtil nu er der indsendt 299.354 ansøgninger om våbentilladelse siden Hamas-angrebet. Der er givet 100.000 tilladelser.
* Ifølge sikkerhedsminister Itamar Ben Gvir er titusindvis af tilladelser givet til kvinder.
* Israels befolkning er på omkring 9,3 millioner. Cirka hver femte er af arabisk oprindelse, og denne gruppe får generelt ikke våbentilladelse.
Kilder: Times of Israel, Reuters.
/ritzau/
Tungen lige i munden. Israelere lærer deres våben at kende på en skydebane et sted i Israel. (Arkivfoto). Foto: Ilia Yefimovich/Ritzau Scanpix
Der er også blevet mere travlhed hos våbenhandlere. Billedet er fra en våbenbutik i Jerusalem den 26. oktober 2023. Foto: Mochinari Nishida/Ritzau Scanpix
Seneste artikler
Udbrændt: - Pludselig stod den bare i flammer
Guldborgsundlisten har fået ekstra tid i partistøtte-sag
Susie Jessen: Mange gode løfter, men hvor er finansieringen?
Knuth: Lars Løkke har svigtet borgerlige vælgere
Spøgelsesbilist på motorvejen: Lastbil kørte mod færdselsretningen
Mest læste artikler
Bo-Hus indgår stort lokalt partnerskab
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Spor blokeret på motorvej
Ikonisk kro solgt til indisk milliardær
Maribo loppemarked mister lokaler og kan lukke