Civile muligvis dræbt under Nato-angreb

Civile er muligvis blevet dræbt i forbindelse med et Nato-ledet angreb i det østlige Afghanistan tirsdag, siger den amerikanske general, der er ansvarlig for Natos kamphandlinger.

- Konklusionen er, at vore afghanske partnere fik ram på nogle oprørere, og der blev muligvis dræbt civile som følge af den forvirrede situation, siger general David Rodriguez til journalister.

Nato meddelte ellers tirsdag, at ingen civile blev dræbt i forbindelse med et angreb i Laghman-provinsen, lige nordøst for Kabul. Ifølge Nato blev syv oprørere dræbt under aktionen, mens fire blev anholdt.

Kontoret for den afghanske præsident, Hamid Karzai, oplyser, at seks civile, heriblandt en kvinde, blev dræbt ved angrebet i landsbyen Armul. Vrede indbyggere gennemførte tirsdag en demonstration efter angrebet.

Den fungerende leder af Laghmans provinsråd siger, at 13 civile blev dræbt ved angrebet.

De tilbagevendende civile dødsfald forårsaget af Nato-ledede angreb i Afghanistan har ført til omfattende, afghansk vrede rettet mod de udenlandske styrker i landet.

/ritzau/Reuters

Nato ændrer signaler og erkender, at civile kan være blevet dræbt under et Nato-ledet angreb på en landsby i Afghanistans Laghman-provins.

Offentliggjort Sidst opdateret