Clinton advarer Syrien i klart sprog

Clintons udtalelser falder efter et møde i den tyrkiske by Istanbul mellem vestlige og arabiske politikere og embedsmænd - de såkaldte Syriens Venner - og medlemmer af den syriske opposition.

Den amerikanske udenrigsminister sagde, at præsident Assad har afvist at gennemføre den fredsplan, som FN's tidligere generalsekretær Kofi Annan har fremlagt.

- Tiden er løbet fra flere undskyldninger eller forsinkelser. Dette er sandhedens øjeblik, sagde Clinton på et pressemøde.

Hun konstaterede også, at Syriens opposition er blevet langt bedre til at holde fokus, er bedre organiseret og mere rummelig.

Det Syriske Nationalråd anerkendes af de 83 lande, der udgør Syriens Venner. De betragter nationalrådet som legitime repræsentanter for det syriske folk og den vigtigste samtalepartner for det internationale samfund.

Tidligere på dagen sagde Clinton i en tale, at Bashar al-Assad bryder sine løfter, når han på ny går til angreb på syriske byer og landsbyer. Hun sagde, at præsidenten må standse angrebene mod civile eller være forberedt på alvorlige konsekvenser.

- Vort budskab til dem, som giver ordrerne, og dem, som udfører dem, er klart: Stands drabene på jeres medborgere eller tag konsekvenserne, sagde Clinton i sin tale til repræsentanterne for Syriens Venner i Istanbul.

Clinton gjorde det endvidere klart, at USA vil uddanne syrere til at dokumentere overtrædelser af menneskerettighederne og sikre indsamling af beviser til kommende retsforfølgelser af dem, der står bag tortur og mishandling.

FN-systemet anslår, at over 9000 mennesker er blevet dræbt under den et år lange opstand, hvor sikkerhedsstyrkerne brutalt har nedkæmpet protester mod styret.

/ritzau/AFP

USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, advarede søndag Syriens præsident, Bashar al-Assad, mod at fortsætte med at forhale gennemførelsen af et FN-arabisk fredsforslag, som skal gøre en ende på kampene i Syrien.

Offentliggjort Sidst opdateret