Hvis krigen i Afghanistan nogensinde skal slutte, så kræver det en politisk løsning. Sådan lyder budskabet fra USA's udenrigsminister Hillary Clinton, der fredag holdt tale ved Asia Society i New York.
Her gentog hun planerne om at begynde tilbagetrækningen af amerikanske soldater allerede til juli i år, og senest ved udgangen af 2014 skal afghanerne selv tage ansvaret for deres land.
Amerikanernes strategi er at splitte talibanoprørerne i Afghanistan fra terrornetværket al-Qaeda. Tidligere skelnede amerikanerne ikke mellem Taliban og al-Qaeda, men nu lyder erkendelsen, at flere afghanere blot ser Taliban som et levebrød, og ikke et kald.
- Bryd båndene til al-Qaeda, giv afkald på vold og overhold den afghanske forfatning. Så er du igen en del af det afghanske samfund, lyder opfordringen fra Clinton.
Hun erkender, at det for mange amerikanere lyder "usmageligt" og "ufatteligt" at tale om forsoning med Taliban. Men krigen i Afghanistan kan ikke vindes med bomber og kanoner.
- Vores militære chefer i felten vil være de første til at sige, at det er en kortsigtet og destruktiv opfattelse. Vi vil aldrig kunne dræbe nok oprørere til at slutte krigen, siger Hillary Clinton.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker