Terrornetværket al-Qaeda står bag den seneste trussel mod USA, som er kommet i dagene op til årsdagen for angrebene den 11. september.
Sådan lyder det fra den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, efter det er kommet frem, at de amerikanske myndigheder jagter to eller tre personer, der mistænkes for at ville angribe landet den 11. september på 10-året for al-Qaedas angreb.
- Vi mødes her i New York med nyheden fra i går aftes om en specifik og troværdig - men ubekræftet - melding om, at al-Qaeda igen forsøger at skade amerikanere og angribe New York og Washington, siger Clinton i en tale.
Derudover fortæller en anonym embedsmand, at truslen kan have forbindelser til Ayman al-Zawahri, der overtog ledelsen for terrororganisationen, efter Osama bin Laden blev dræbt i maj.
Terrortruslen har fået USA's præsident, Barack Obama, til at fordoble terrorberedskabet.
Ifølge flere amerikanske medier handler terroralarmen om tre personer, der rejste ind i USA i august. De vil angiveligt forsøge at gennemføre et terrorangreb med et køretøj fyldt med sprængstof.
Flere medier skriver, at de mulige mål for angrebet er New York eller Washington.
Da amerikanske specialstyrker dræbte al-Qaeda-lederen Osama bin Laden i maj, fandt soldaterne flere dokumenter, der antydede, at terrorgruppen planlagde angreb mod USA netop på 10-års-dagen for 11. septemberangrebene.
Der er på nuværende tidspunkt ikke nogle oplysninger, der bekræfter, at terroralarmen har nogen forbindelse til bin Laden-dokumenterne.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker