Clinton fordømmer syrisk flynedskydning
USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, fordømmer søndag Syriens nedskydning af et tyrkisk fly og lover at samarbejde med tyrkerne om en passende reaktion.
- Det er endnu et eksempel på de syriske myndigheders afstumpede ligegyldighed over for internationale normer, menneskeliv og fred, hedder det i en erklæring fra Clinton.
Clinton talte lørdag med den tyrkiske udenrigsminister Davutoglu om sin "alvorlige bekymring" over syriske styrkers nedskydning af et tyrkisk F-4 jagerfly.
- Udenrigsministeren briefede mig om detaljerne omkring episoden og fortalte, at det syriske militær skød flyet ned uden advarsel. Vi tænker på og beder for de savnede piloter og deres kære, siger den amerikanske udenrigsminister.
- USA fordømmer denne uforskammede og uacceptable handling på den stærkest mulige måde, siger Clinton.
Den syriske præsident Bashar al-Assads regering hævder, at nedskydningen af det tyrkiske jagerfly skete, efter flyet havde bevæget sig ind i syrisk luftrum.
Nato-landende mødes tirsdag for at diskutere Tyrkiets anklager, mens Storbritannien har tilbudt støtte til "robust" international handling.
Clinton bekræfter sin støtte til den tyrkiske regering og amerikansk solidaritet med det tyrkiske folk.
- Vi vil holde tæt kontakt med tyrkiske embedsmænd, mens de fortsætter med at undersøge omstændighederne omkring episoden og bestemmer sig for en tyrkisk reaktion, fortæller hun.
- Vi vil samarbejde med Tyrkiet og andre partnere for at holde Assads regime ansvarlig, siger Clinton.
Forholdet mellem Tyrkiet og Syrien er i forvejen anspændt efter den tyrkiske premierminister Recep Tayyip Erdogans bramfri fordømmelse af det syriske regimes blodige nedkæmpning af oprøret.
Aktivister siger, at 15.000 har mistet livet siden oprøret begyndte i marts 2011.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde