Den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, ankom til Afghanistan onsdag, dagen inden den genvalgte præsident Hamid Karzai tages i ed efter et omstridt valg.
Udenrigsministeriet i Washington oplyser, at Clinton er gæst ved indsættelsen af Karzai torsdag.
Clinton ankom klokken 13.30 dansk tid til hovedstaden Kabul, hvor sikkerheden er skærpet forud for torsdagens ceremoni. Herefter tog hun direkte fra lufthavnen til den amerikanske ambassade, hvor hun skal hilse på de omkring 100 ansatte, siger en unavngiven embedsmand på ambassaden.
Foruden præsident Karzai ventes Clinton også at mødes med andre afghanske ledere samt med amerikanske soldater og nogle af USA's allierede i landet, oplyser udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
Clinton er en af de internationale ledere, der har lagt pres på Karzai for at sikre, at hans kommende regering gør mere for blandt andet at bekæmpe den omfattende korruption i landet.
Karzais omdømme i såvel Vesten som Afghanistan er desuden svækket på grund af stemmesvindel ved præsidentvalget.
Det er Clintons fjerde Afghanistan-besøg, men det første som amerikansk udenrigsminister.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde