Clinton i Moskva for at drøfte Iran

USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, besøger Moskva i et forsøg på at vinde Ruslands støtte i opgøret med Iran om dets kontroversielle atomprogram.

Under besøget, der er Clintons første i Rusland som udenrigsminister, ventes der også at blive ført drøftelser om Afghanistan, missilskjold og atomar nedrustning.

Den amerikanske udenrigsminister skal have møder med den russiske præsident, Dmitrij Medvedev, og udenrigsminister Sergej Lavrov.

Fra amerikansk side er det håbet, at Moskva vil støtte hårdere sanktioner mod Teheran, hvis der ikke kommer iranske indrømmelser i striden om atomprogrammet, som Washington mener har til formål at skaffe iranerne atomvåben.

Rusland har som permanent medlem af FN's Sikkerhedsråd veto og kan blokere for flere sanktioner mod Iran.

Den nye amerikanske missilplan har fået en kølig modtagelse i Moskva. Den russiske udenrigsminister har sagt, at han gerne vil have en fuldstændig forklaring på de nye planer.

Obama-administrationen oplyste i sidste måned, at USA skrotter en gammel plan om at etablere et missilskjold i Europa med anlæg i Polen og Tjekkiet. Rusland var en arg kritiker af dette missilforsvar, men er heller ikke begejstret for alternativet, nemlig at missilerne placeres på havet.

/ritzau/Reuters

USA forsøger at vinde Ruslands støtte i opgøret med Irans kontroversielle atomprogram.

Offentliggjort Sidst opdateret