Clinton lægger nyt pres på Israel

Det vil hjælpe gevaldigt på fredsforhandlingerne mellem israelere og palæstinensere, hvis Israel forlænger det byggestop, der har været i kraft i de seneste 10 måneder for bosættelserne på Vestbredden.

Det siger USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, i et interview med israelsk tv.

- Der, hvor vi befinder os nu, vil det være nyttigt med en vis forlængelse, det vil være yderst nyttigt, siger hun.

I en udtalelse fra den israelske premierminister Benjamin Netanyahus kontor fastslår han, at Israel ikke vil forlænge byggestoppet. Han har dog tidligere sagt, at Israel vil begrænse omfanget af byggeriet fremover.

Striden om bosættelserne fik torsdag aften palæstinensernes udenrigsminister, Riyad al Maliki, til at gentage, at de direkte forhandlinger vil blive afbrudt, hvis Israel bygger nye bosættelser, efter byggestoppet udløber den 30. september./ritzau/Reuters

Det vil være "yderst nyttigt", hvis Israel forlænger byggestoppet i bosættelserne, siger Clinton. Men Netanyahu afviser fortsat.

Offentliggjort Sidst opdateret