Clinton og journalister er lettet

USA's tidligere præsident, Bill Clinton, har forladt Nordkorea i sit fly sammen med to amerikanske journalister og er på vej til Los Angeles.

Bill Clinton forlod onsdag Nordkorea sammen med to amerikanske journalister, efter at de var blevet benådet af den nordkoreanske leder, Kim Jong-il, sagde en talsmand for den tidligere amerikanske præsident.
- Præsident Clinton har forladt Nordkorea sikkert sammen med Laura Ling og Euna Lee. De er på vej til Los Angeles, hvor Laura og Euna vil blive genforenet med deres familier, hed det i en udtalelse fra talsmand Matt McKenna.
Umiddelbart inden oplysningen om, at de tre var på vej hjem, trak det statslige, nordkoreanske nyhedsbureau KCNA tidligere offentliggjorte oplysninger tilbage om, at Clinton skulle have forladt landet. Der var ingen forklaring på, hvorfor historien blev trukket tilbage.
Bill Clinton var tirsdag fløjet til den nordkoreanske hovedstad, Pyongyang, for at sikre frigivelsen af to fængslede amerikanske journalister. Efter samtaler med Kim beordrede den nordkoreanske leder de to amerikanske journalister løsladt. Ifølge KCNA har Kim givet de to journalister en "speciel benådning".
Laura Ling og Euna Lee blev pågrebet midt i marts, tæt på grænsen til Kina, hvor de rapporterede om flygtninge, der stak af fra det fattige Nordkorea.
En domstol i Pyongyang dømte i juni de to til 12 års "opdragelse gennem arbejde" for ulovligt at være rejst ind i landet og for en ikke nærmere defineret "alvorlig forbrydelse".


/ritzau/Reuters




Offentliggjort Sidst opdateret