Clinton opfordrer Kairo til mere dialog
Den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, fremhæver USA's opbakning til Egyptens overgang til demokrati og opfordrer til mere dialog i Kairo, hvor hun lørdag talte med landets nye præsident, Mohamed Mursi, fra Det Muslimske Broderskab.
- Jeg er kommet til Kairo for at understrege USA's stærke støtte til demokratiske overgangsperiode, siger Clinton, som lørdag aften holdt en fælles pressekonference med sin egyptiske kollega, Mohammed Amr.
- Vi ønsker at være en god partner, og vi ønsker at støtte det demokrati, som er blevet opnået gennem den egyptiske befolknings mod og offervilje, pointerer den amerikanske udenrigsminister, som også understreger, at demokrati er svært:
- Det kræver dialog og kompromis. Vi er opmuntret, men vi ved også, at det er op til egypterne at afgøre.
Clinton mødtes med Mursi kort efter sin ankomst til Kairo.
- Vi er meget, meget glade for dette møde og for jeres tilstedeværelse her, lød velkomstordene fra Mursi, da han modtog Clinton i præsidentpaladset i forstaden Heliopolis.
Den amerikanske udenrigsminister er den første fremtrædende vestlige politiker, der besøger det nordafrikanske land, siden Mursi blev indsat som præsident 30 juni.
Clinton skal på sit todages besøg også mødes med landets militære ledere, deriblandt feltmarskal Hussein Tantawi, samt kvindesagsgrupper, borgerretsgrupper og koptiske ledere.
Mursi og hans islamister udkæmper en magtkamp med det magtfulde militær, som har styret landet, siden den mangeårige præsident Hosni Mubarak for halvandet år siden blev væltet af folkelige protester.
I sidste uge trodsede Mursi militæret ved at indkalde en parlamentssamling, efter at forsamlingen var blevet erklæret opløst.
Det islamistisk-ledede parlament samledes i en åben udfordring af landets generaler, men tirsdagens samling varede kun ganske få minutter. Mursi erklærede dagen efter, at han ville respektere et nyt dekret fra forfatningsdomstolen.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker