Clinton: Pakistan står ikke alene

- I skal vide, at Pakistan ikke står alene.

Sådan lyder beskeden fra den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, som få timer efter onsdagens voldsomme bombe i det nordvestlige Pakistan holdt en pressekonference sammen med Pakistans udenrigsminister.

- Disse angreb mod uskyldige mennesker er kujonagtige. De er ikke modige, de er kujonagtige, sagde hun efter et møde med sin pakistanske kollega, Aqueel-ur-Rehman, der havde en besked til gerningsmændene.

- Vi bøjer os ikke. Vi vil bekæmpe jer. Vi vil bekæmpe jer, fordi vi ønsker stabilitet og fred i Pakistan, sagde han.

Bilbomben raserede et marked i millionbyen Peshawar i det nordvestlige Pakistan. Mindst 87 er dræbt og mere end 100 såret. Det er det voldsomste bombeangreb i Pakistan siden 2007.

- Næsten alle ofre er civile. Der er også kvinder og børn blandt dem, fortæller doktor Hamid Afridi, leder af det statslige Lady Reading Hospital i Peshawar.

Myndighederne frygter, at dødstallet stiger. Blandt andet fordi de kaotiske forhold på stedet gør det vanskeligt at få transporteret de sårede væk.

Peshawar ligger ved indgangen til det såkaldte stammebælte i den nordvestlige del af Pakistan.

Her er militæret i gang med en større offensiv mod ekstremister med tilknytning til Taliban og al-Qaeda, der anklages for at stå bag en række blodige angreb i de seneste måneder. Det skønnes, at angrebene i alt har kostet over 200 livet.

/ritzau/Reuters

Hillary Clinton betegner det voldsomme bombeattentat i Pakistan som en kujonagtig handling.

Offentliggjort Sidst opdateret