Clinton skal forføre det pakistanske folk

Den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, lagde torsdag stort pres på Pakistans regering for at få landet til at gøre mere for at bekæmpe militante bevægelser, der opererer fra pakistansk jord ind i Afghanistan.

Fredag skal Clinton have selvstændige møder med den pakistanske præsident, Asif Ali Zardari, og udenrigsminister Hina Rabbani Khar.

Hun skal desuden møde den pakistanske offentlighed ved et tv-transmitteret møde, hvor fremtrædende personer fra Pakistans civile samfund kan stille hende spørgsmål.

Amerikanske embedsmænd siger, at Clinton her vil gentage budskabet om, at Pakistan må bekæmpe militante kræfter i landet mere aktivt.

- Hun vil grundlæggende komme med de samme pointer, men hun vil gøre det på en mere samtalepræget, populistisk måde, og så vil hun tage imod spørgsmål, fordi vi vil virkelig gerne engagere os med den pakistanske offentlighed, siger en højtstående embedsmand.

Pakistan og USA har stået særdeles stejlt over for hinanden, siden amerikanske specialstyrker fandt og dræbte al-Qaedalederen Osama bin Laden i den pakistanske by Abbottabad i maj.

Flere amerikanske ledere har desuden åbent anklaget den pakistanske efterretningstjeneste ISI for at samarbejde med militante grupper som Haqqani-netværket.

Den nu pensionerede amerikanske hærchef Mike Mullen er gået så langt som at kalde Haqqani-netværket en decideret gren af ISI.

Efter torsdagens møde mellem Clinton og de pakistanske ledere var budskabet, at USA havde presset Pakistan ualmindeligt hårdt. Amerikanerne siger, at de vil jage militante grupper både inden og uden for Pakistan.

- Vi har tænkt os at presse pakistanerne virkelig meget i forhold til, hvad de er villige og i stand til at gøre sammen med os... at fjerne tilflugtssteder og de fortsatte trusler over grænsen til afghanerne, siger Clinton.

/ritzau/AFP

USA vil presse Pakistan til at bekrige grupper som Haqqani-netværket, og det budskab skal sælges til folket.

Offentliggjort Sidst opdateret