Clinton trykkede hænder på Tahrirpladsen

Den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, har besøgt Tahrirpladsen i det centrale Kairo, som var centrum for den egyptiske opstand, der væltede præsident Hosni Mubarak.

Clinton spadserede rundt på pladsen midt i morgentrafikkens mylder sammen med sine livvagter og ansatte fra den amerikanske ambassade.

- Velkommen til Tahrir, sagde en forbipasserende mand til ministeren.

- Rart at se dig, lød svaret fra en venligt smilende Hillary Clinton.

Hun beskriver sit besøg på pladsen som "spændende" og "meget specielt".

- Det er meget specielt for mig at se, hvor denne revolution fandt sted, og alt hvad den har betydet for verden, siger udenrigsministeren.

- Det er en påmindelse om den magt, som den menneskelige ånd besidder og det universelle ønske om frihed, menneskerettigheder og demokrati, påpeger Hillary Clinton.

- Det er bare spændende at se, hvor alt dette skete, tilføjer hun.

Mange egyptere befandt sig på pladsen i fuld gang med deres daglige gøremål, da Hillary Clinton pludselig dukkede op.

- Tak fordi du går rundt i gaderne på Tahrir, lød beskeden fra en mand.

En anden rakte sin lille datter frem mod udenrigsministeren og fik hende til at sige "jeg elsker dig" på engelsk.

Det folkelige oprør i Egypten brød ud sidst i januar. I de efterfølgende uger gik tusindvis af demonstranter på gaden med deres krav om præsident Mubaraks afgang samt politiske og økonomiske reformer.

Mindst 380 mennesker mistede livet under opstanden, og flere end 6000 blev såret.

Et militært råd skal nu sikre overgangen til et demokratisk system, og Hillary Clinton er netop i Egypten for at tale med landets nye ledere.

/ritzau/

USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, har under et besøg i Egypten gået en tur på Tahrirpladsen i Kairo.

Offentliggjort Sidst opdateret