Clintons kortege overdænget med tomater
Egyptiske demonstranter hånede den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, og overdængede hendes bilkortege med blandt andet tomater, sko og vandflasker søndag under hendes første besøg i landet efter præsidentvalget for nylig.
Clintons bil undgik at blive ramt af skytset. Men en egyptisk embedsmand fik en tomat i ansigtet, og en flaske landede tæt på de pansrede biler, der transporterede Clintons delegation i Alexandria, efter hun havde holdt en tale om demokratiske rettigheder.
Demonstranterne råbte "Monica, Monica" med henvisning til den udenomsægteskabelige affære, som Clintons mand, tidligere præsident Bill Clinton, havde med studentermedhjælperen Monica Lewinsky i Det Hvide Hus.
Tidligere opfordrede demonstranterne Clinton til at forlade Egypten med råbene "leave, Clinton", ifølge en egyptisk embedsmand.
Det er uklart, hvem demonstranterne var, og hvilken politisk fløj de bekender sig til. Demonstrationer er blevet almindelige i Egypten efter den mangeårige præsident Hosni Mubarak, gennem flere år en af USA's allierede, blev fjernet fra posten sidste år.
Egypten er grebet af politisk usikkerhed. De to vigtigste magtgrupperinger, militæret og Det Muslimske Broderskab, er uenige om, i hvilken retning landet skal bevæge sig.
Lørdag nat blev der demonstreret foran Clintons luksushotel i Kairo. Der blev råbt anti-islamske slogans, der beskyldte USA for at støtte Det Muslimske Broderskabs magtovertagelse i form af valget af den islamiske præsident Mohamed Mursi.
Beskyldninger, som Hillary Clinton afviste i forbindelse med genåbningen af det amerikanske konsulat i Alexandria.
- Jeg ønsker at fastslå, at USA ikke giver sig af med at vælge vindere og tabere i Egypten. Heller ikke selv om vi var i stand til det, hvilket vi naturligvis ikke er, sagde hun.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker