CNN har skrappe regler til tv-duel mellem kamphanerne Biden og Trump

USA's tidligere præsident, Donald Trump (tv.), og USA's nuværende præsident, Joe Biden, har før været i tv-duel. Billederne af de to er fra den 22. oktober 2020 under en tv-duel i forrige præsidentvalgkamp. (Arkivfoto). Foto: Morry Gash, Jim Watson/Ritzau Scanpix

Intet publikum, mikrofoner slukkes, klare aftaler. CNN gør sit yderste for at få en sober tv-duel, når de to gamle rivaler Biden og Trump mødes i 90 minutter.

Offentliggjort Sidst opdateret

Politiske emner dominerer normalt valgkampe i demokratiske lande.

Sådanne emner er der da også nogle af op til USA's præsidentvalg den 5. november. Meningsmålinger siger, at migration, skat, høje priser og klima er noget af det, der optager vælgerne.

Denne gang er der imidlertid et andet emne, der overskygger dem alle.

Er den 81-årige præsident, demokraten Joe Biden, og den 78-årige tidligere præsident Donald Trump fra Republikanerne fysisk og mentalt i stand til at bestride embedet?

Eller er de blevet for gamle?

Ingen af de to er formelt kandidater endnu, men partierne ventes at vælge dem i juli og august.

Under alle omstændigheder er det de to politikere, der mødes, når tv-stationen CNN holder den første af to tv-dueller for præsidentkandidaterne op til valget.

CNN har ikke offentliggjort emnerne i duellen. Den finder sted i tv-stationens studie i Atlanta fredag klokken 03.00 dansk tid og i 90 minutter frem, afbrudt af reklamer to gange.

Læs mere duellen her:

* Regler

Værterne bliver de to CNN-studieværter Jake Tapper og Dana Bash.

De vil bruge "alle de redskaber, de har til rådighed, for at skabe en civiliseret debat", siger CNN ifølge nyhedsbureauet AFP.

De vil undgå at havne i en situation som under de to duellanters forrige valgkamp i 2020, da Trump afbrød Biden i et væk i en tv-duel.

- Så hold dog din kæft, mand, sagde Biden på et tidspunkt til Trump.

Der er ikke publikum i studiet.

De må ikke medbringe noter, men har papir og kuglepen til rådighed.

Kun den, der bliver spurgt, må tale. Den andens mikrofon vil være slukket.

De har slået plat og krone om pladserne. Biden vandt og har valgt at stå i højre side af skærmen.

Trump får det sidste ord.

* Forberedelse, Biden

Biden har forberedt sig i flere dage i Camp David, præsidentens landsted. Han har været omgivet af rådgivere, der ifølge CNN har forberedt ham på at blive angrebet politisk og personligt.

Præsident Joe Biden den 20. juni i Maryland. Han gik da om bord i helikopteren "Marine One", der fløj ham til præsidentens landsted Camp David. Her gik han i gang med at forberede sig til tv-duellen med Donald Trump. Foto: Samuel Corum/Ritzau Scanpix

Han har trænet sine egne angreb, der blandt andet går på Trumps karakter. Republikaneren er dømt i en straffesag, og der er stadig tre verserende sager fra hans tid som præsident fra 2017 til 2021.

Han vil bebrejde Trump, at abortlovene er strammet op.

* Forberedelse, Trump

Trump har holdt forberedelsesmøder i sit hjem i Florida, Mar-a-Lago, men han fortsætter også kampagnemøder rundt om i landet og har forberedt sig ind imellem.

Trump har særligt to slagnumre. Det ene er migration, hvor han siger, at han er bedre til at håndtere det end Biden.

Og så fortsætter han med sine falske påstande om, at han tabte forrige præsidentvalg på grund af valgfusk.

Han hævder, at justitsministeriet forfølger ham.

Donald Trump fører valgkamp op til præsidentdebatten. Han bliver forberedt mellem vælgermøderne af sine rådgivere, skriver CNN. Billedet er fra Pennsylvania lørdag den 22. juni. Foto: Jim Watson/Ritzau Scanpix

* Alder

De to gamle mænds alder ventes at blive et emne. Trump har på sine seneste vælgermøder lavet grin den tre og et halvt år ældre Biden.

Trump regner sig selv for langt mere frisk end Biden. Medierne tager fejl, når de skriver, at Trump er glemsom og alderssvækket, lod han på et vælgermøde i Pennsylvania i lørdags forstå.

- Hvis jeg siger et ord, der bare er en smule forkert, lyder det: "Han er kognitiv hæmmet". Men Biden kan uden videre tumle ind i mure, falde ned fra en scene eller falde op af en trappe. Han falder op af en trappe!

* Temperament

De er begge kendt for temperament og utålmodighed. De er vant til at få deres vilje.

Reuters har talt med kendere af tv-dueller. De påpeger, at "der er meget dårligt blod imellem dem".

Det er studieværterne Jake Tapper (tv.) og Dana Bash, der skal styre CNN's duel mellem Biden og Trump natten til fredag dansk tid. (Arkivfoto). Foto: Andrew Harnik/Ritzau Scanpix

Men man skal passe på med at være for barsk på skærmen.

- Man kan ikke være så aggressiv, at det ser ud som om, at man tramper på sin modstander, siger Brett O'Donnell, erfaren konsulent for Republikanerne.

/ritzau/

Meningsmålinger

Meningsmålingerne siger, at præsident Joe Biden og tidligere præsident Donald Trump ligger nogenlunde lige.

* En måling fra tv-stationen CBS søndag siger, at 50 procent foretrækker Trump, 49 procent foretrækker Biden.

* En måling fra Monning Consult i weekenden siger, at de ligger helt lige. Biden har ellers ligget foran Trump i to uger. Inden da førte Trump i en måned.

* En måling fra PBS/Marist siger også, at de ligger lige. Denne måling viser, at Trump siden den tilsvarende måling i maj har mistet en opbakning på otte procentpoint blandt gruppen af uafhængige vælgere, altså vælgere, der ikke tilhører Demokraterne eller Republikanerne. Biden har vundet seks procentpoint og får nu flere uafhængige stemmer end Trump.

Kilde: Forbes.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu