Colombia erklærer intern uro efter gruppers kamp om kokainhandel
Colombias præsident, Gustavo Petro, har erklæret krig mod en oprørsgruppe, som skal have angrebet en rivaliserende gruppe torsdag. (Arkivfoto). Foto: Luisa Gonzalez/Reuters
20.000 er drevet på flugt på grund af angreb mellem oprørsgrupper i tre colombianske regioner.
Over 100 personer er blevet dræbt i Colombia over de sidste fem dage, og over 20.000 er sendt på flugt på grund af voldelige opgør mellem to oprørsgrupper.
Det oplyser colombianske myndigheder ifølge nyhedsbureauet AFP.
Angrebene skal have fundet sted i tre colombianske regioner - fra Amazonas-junglen i syd til den bjergrige nordøstlige grænse til Venezuela.
Det har ført til, at præsident Gustavo Petro har advaret om at indlede en "krig" mod lederne af oprørsgruppen Den Nationale Befrielseshær (ELN), der menes at have indledt konflikten torsdag.
Det gjorde ELN angiveligt ved at angribe en rivaliserende gruppe, der består af tidligere medlemmer af den nu opløste bevægelse Farc.
Præsident Petros tilgang har indtil videre været nedtrapning og dialog, og hans udtalelser mandag markerer et skifte i hans politiske strategi for at opnå fred i landet.
- ELN har valgt krigens vej, og krig skal de få, sagde Petro.
Han erklærede desuden, at der lokalt er en tilstand af "intern uro" og en "økonomisk nødsituation".
Disse erklæringer giver lokale myndigheder mulighed for at begrænse folks bevægelsesfrihed i områder, hvor angrebene finder sted.
Omkring 5000 soldater er allerede udstationeret i grænseområdet. De skal dæmme op for angrebene, der er nogle af de værste, som Colombia har oplevet i årevis.
Landet har haft næsten et årti med nogenlunde fred, men dele af landet kontrolleres af forskellige oprørsgrupper, herunder paramilitære bevægelser og narkokarteller.
Angrebene de seneste fem dage menes at komme af en kamp om territorier mellem de to oprørsgrupper og fortjenesten fra kokainhandlen.
I weekenden forsøgte skrækslagne beboere at transportere deres ejendele væk fra området på motorcykler og både eller på ladet af åbne lastbiler.
Knap 20.000 befinder sig i beskyttelsesrum i byen Tibú, oplyser militæret.
Andre er flygtet til Venezuela. Flere af dem er tidligere flygtet til Colombia for at slippe for Venezuelas politiske og økonomiske usikkerhed.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde