COP-udkast lokker klimaminister: Ville købe aftale på stedet

Klimaminister Dan Jørgensen (S) tror ikke, at aftalen ender, som den ser ud nu. Dertil er for mange knaster. Foto: Yves Herman/Reuters

Dan Jørgensen tror, at historisk afsnit om fossile brændsler vil forblive i endelig tekst fra COP26.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis slutteksten ved COP26 bliver, som den ser ud i et udkast fra fredag morgen, går klimaminister Dan Jørgensen (S) glad fra FN's klimakonference i Glasgow.

Det siger han fredag aften.

- Som den ligger lige nu, ville jeg købe den på et minut. Det er klart. Den er ikke perfekt, men det ville jeg bestemt, siger han.

Ifølge Dan Jørgensen ser det blandt andet godt ud på sporet, der handler om at holde temperaturstigningerne nede. Et område, som han har været en slags ambassadør på for at få et godt resultat hjem.

Derudover har han tiltro til, at der bliver et afsnit om kul og fossile brændsler i den endelige tekst. Sker det, vil det være første gang nogensinde, at det nævnes direkte i en sluttekst fra en FN-klimakonference.

- Det tror jeg faktisk. Jeg havde selvfølgelig håbet, at den formulering, som var med i det første udkast, var gået hjem. Men vi var også klar over, at det ville være rigtig svært.

- Rigtig mange lande har sagt offentligt, at det vil være en rød linje for dem, og at de overhovedet ikke vil kunne acceptere, at man nævner kul.

- Nu ligger der et kompromisforslag, som ikke er så stærkt, som jeg kunne have håbet på, men som faktisk for første gang nogensinde i den her type tekst nævner kul og subsidier til fossile brændsler. Det, synes jeg, vil være et stort fremskridt og noget at bygge videre på, siger han.

I det første udkast til en sluttekst fra onsdag blev lande direkte opfordret til at udfase kul og stoppe statstilskud til fossile brændsler.

Det er blevet udvandet i det seneste udkast, hvor formuleringerne er mindre direkte.

Dan Jørgensen tror ikke, at aftalen ender, som den ser ud nu. Dertil er for mange knaster.

Derfor tror han heller ikke, at COP26 overholder tidsplanen og slutter fredag. En endelig tekst er nok først på plads i løbet af lørdag, vurderer han.

Knasterne handler blandt andet om reduktioner for at holde temperaturstigningerne nede og klimafinansiering til fattige lande.

Flere lande mener, at den tekst, der handler om at holde temperaturstigninger under 1,5 grader, vil forpligte lande for meget.

Danmark, det britiske formandskab og flere andre argumenterer imidlertid for, at teksten, som blandt andet inkluderer en mekanisme for årlige ministermøder og hyppigere diskussioner af reduktionsmål, er nødvendig.

Ellers kan målet om de 1,5 grader ikke holdes i live. Og det er et af de store mål ved COP26.