Corona-mødestedet Zoom vil have ansatte tilbage på kontoret
Zoom blev hurtigt et populært værktøj - både professionelt og privat - under coronapandemien. (Arkivfoto). Foto: Lea Suzuki/Ritzau Scanpix
Zoom-ansatte bedes møde ind på kontoret mindst to gange om ugen, hvis de bor inden for 80 kilometers afstand.
Den populære mødeplatform Zoom, der særligt voksede sig stor under coronatiden, har bedt ansatte i selskabet om at vende tilbage til kontoret.
Det skriver det britiske medie BBC.
Zoom mener, at en "struktureret hybrid" er den mest effektive arbejdsmodel.
Det indebærer, at folk bliver bedt om at møde op på kontoret mindst to gange om ugen, hvis de bor inden for 80 kilometers afstand.
Mange stiftede bekendtskab med Zoom under coronapandemien, hvor det flittigt blev brugt både professionelt og privat.
Sammen med Microsoft Teams og Google Meet er det stadig et af de mest brugte værktøjer til at holde virtuelle møder.
Under coronapandemien blev det normal praksis, at mange ansatte stort set udelukkende arbejdede hjemmefra for at undgå smittespredning.
På det seneste har en række større selskaber - herunder Amazon og Disney - dog forsøgt at lokke folk tilbage på kontoret.
Omkring 12 procent af alle ansatte i USA, hvor Zoom har hovedkvarter, arbejdede udelukkende hjemmefra i juli, viser en undersøgelse fra Stanford University ifølge BBC. Yderligere 29 procent arbejdede med en hybridmodel.
Tidligere undersøgelser fra Stanford University har vist, at hjemmearbejde er mest udbredt i engelsktalende lande og mere sjældent i Asien og Europa.
Før pandemien arbejdede omkring fem procent hjemmefra i USA, skriver BBC. Efter coronatiden har ansatte generelt haft et ønske om mere fortsat hjemmearbejde, end hvad arbejdsgivere typisk foretrækker.
Zoom vil indføre selskabets nye retningslinjer i august og september.
Zooms store succes under corona er - ligesom pandemien - stilnet af.
Tidligere i år annoncerede selskabet, at det ville fyre 15 procent af dets ansatte, og at topchefer ville gå markant ned i løn.
En Zoom-aktie er i dag cirka 68 dollar værd. Til sammenligning kostede en Zoom-aktie omkring 500 dollar i oktober 2020, skriver BBC.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker