Corona tvinger Putin til at udskyde folkeafstemning
Iført gul beskyttelsesdragt var Ruslands præsident, Vladimir Putin, tirsdag på besøg på et hospital for coronasmittede. Nu tvinger epidemien ham til at udskyde en planlagt folkeafstemning, der kan resultere i, at han kan bliver på posten helt frem til 2036. Foto: Alexey Druzhinin/Ritzau Scanpix
Alexey Druzhinin/Ritzau Scanpix
Russerne skal ikke til stemmeurnerne lige nu og beslutte, om Putin må blive siddende i yderligere to perioder.
På grund af coronavirus må Rusland udskyde en planlagt folkeafstemning 22. april om de forfatningsændringer, der vil tillade Vladimir Putin at genopstille til præsidentposten.
Det siger Putin i en tv-tale til nationen onsdag. Her bebuder han flere indgreb mod smitten med coronavirus.
- Jeg mener, at folkeafstemningen bør udskydes til en senere dato, siger han.
En ny dato vil blive fastsat ud fra sundhedsmyndighedernes anbefaling, tilføjer han.
Præsidenten siger også, at den kommende uge ikke bliver en normal arbejdsuge i Rusland.
Han opfordrer russerne til at blive hjemme for at bremse spredningen af coronavirus.
- Nu er det ekstremt vigtigt, at vi forebygger truslen om hurtig udbredelse af sygdommen. Derfor erklærer jeg næste uge for en friuge med løn, siger Putin.
- Alle anbefalinger skal følges. Vi må beskytte os selv og vores nærmeste.
- Vi ser, hvor alvorligt corona-epidemien udvikler sig i verden, og i mange lande fortsætter antallet af tilfælde med at vokse. Hele verdensøkonomien er truet.
Ifølge en opgørelse som det amerikanske Johns Hopkins University står bag, har Rusland officielt bekræftet 658 smittetilfælde. Det dækker formentlig over et betydeligt mørketal.
En enkelt person er ifølge myndighederne død som følge af smitten.
Den udsatte folkeafstemning handler om en ændring af forfatningen, som vil gøre det muligt for Putin at genopstille til præsidentposten i 2024. Det vil i realiteten give den 67-årige tidligere officer i KGB muligheden for at blive siddende som Ruslands leder frem til 2036.
Han blev præsident første gang i 2000. Her afløste han Boris Jeltsin på posten. Han havde undervejs et afbræk på fire år som premierminister. Det gav ham mulighed for igen at stille op som præsident.
Putins kritikere kalder de foreslåede ændringer, der skulle være stemt om ved folkeafstemningen i næste måned, for et forfatningskup.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker