Coronafrygt får Sverige til at aflyse årets Nobel-fest
For første gang i 64 år bliver der ingen festligheder i Stockholm i forbindelse med uddeling af nobelpriser.
Siden coronapandemien bredte sig over hele verden i foråret, har det været uklart, om der bliver en nobel-prisfest den 10. december i Stockholm.
Nu bekræfter Nobelstiftelsens afgående formand, Lars Heikensten, at den traditionelle festlighed og middag er aflyst.
Det siger han til den svenske avis Dagens Nyheter.
- Der er to problemer. Man kan ikke samles så mange mennesker tæt ved siden af hinanden. Og det er usikkert, om folk kan rejse til Sverige, siger han.
Nobelpristagerne vil - i lighed med andre år - blive offentliggjort i oktober. Men det er stadig uklart, hvordan priserne vil blive overrakt.
- Helt som sædvanligt med, at alle sidder i Koncerthuset, bliver det nok ikke. Men det kan være, at nogle pristagere kommer til Stockholm, og nogle bliver i deres hjemlande, og at vi kobler dem sammen digital på en eller anden måde, siger Lars Heikensten.
Normalt deltager omkring 1300 gæster i festlighederne, hvor det svenske kongepar er værter.
Sidst, festlighederne var aflyst, var i 1956. Det skete i protest mod Sovjetunionens invasion af Ungarn. Også de to verdenskrige førte til aflysning af det fornemme arrangement.
Mens Nobels fredspris uddeles i Oslo, sker uddelingen af nobelpriserne for medicin, kemi, fysik, litteratur og økonomi i Stockholm.
Normalt er der efterfølgende middag med det svenske kongepar på Stockholms rådhus.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned