Coronaramte delstater bestiller kølevogne til fyldte lighuse
Sundhedsmyndighederne i byen San Antonio i Texas har anskaffet sig kølevogne til at opbevare lig, fordi flere af byens lighuse og hospitaler har nået kapaciteten. Foto: City Of San Antonio/Reuters
City Of San Antonio/Reuters
Lighusene er ved at være fulde i flere byer og distrikter i USA, der igen er hårdt ramt af coronavirusset.
Distrikter i delstaterne Arizona og Texas, der er hårdt ramt af coronavirus, er begyndt at bestille kølevogne til at opbevare lig.
Det sker, fordi delstaternes lighuse er ved at være fyldt op.
Sådan lyder meldingen fra embedsmænd i begge delstater torsdag til nyhedsbureauet Reuters.
Maricopa County i delstaten Arizona får 14 kølevogne ind til at opbevare op mod 280 lig, hvilket svarer til en fordobling af områdets lighuskapacitet.
Årsagen er en forventet stigning i antallet af coronarelaterede dødsfald, efter at pandemien igen har taget fart i USA.
I byen San Antonio og distriktet Bexar County i delstaten Texas har flere hospitaler og lighuse allerede nået kapaciteten af døde.
Her har myndighederne derfor anskaffet sig fem nedkølede lastbiltrailere til at opbevare op mod 180 lig.
- Vi får sandsynligvis en stigning i antallet af døde at se over de næste to til tre uger, siger Marcy Flanagan, der leder sundhedsafdelingen i Maricopa County.
Maricopas daglige antal af coronasmittede toppede i slutningen af juni med over 3000 registrerede tilfælde.
Marcy Flanagan forventer derfor snart at se en stigning i antallet af dødsfald, fordi patienter typisk bruger et par uger på hospitalet, før de dør, siger hun.
Synet af mobile lighuse i Arizona og Texas afspejler, at pandemien ser ud til at være på vej ud af kontrol i USA's sydlige delstater.
Delstaten Texas registrerede torsdag 10.457 nye tilfælde af coronavirus og 129 dødsfald. Det sidste er ny dagsrekord.
Her er distrikterne Cameron og Hidalgo begyndt at dele en nedkølet trailer til at opbevare ligene af coronapatienter.
Tilbage i april benyttede myndighederne i New York sig ligeledes af kølevogne til at opbevare lig, da mere end 700 om dagen døde med coronavirus i byen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned