Den cubanske dissident, Guillermo Farinas, der sidste år modtog EU's Sakharov-pris, er blevet anholdt i Santa Clara i den centrale del af Cuba, oplyser hans mor og andre dissidenter.
- Jeg talte med ham, og han fortalte mig, at han er anholdt i Santa Clara, og så lagde han på, siger hans mor, Alicia Hernandez, over telefonen til nyhedsbureauet AFP.
Farinas, der har en doktorgrad i psykologi, blev anholdt sammen med 15 andre dissidenter, oplyser en cubansk menneskerettighedsorganisation.
Den 15. december stod hans stol i Strasbourg tom, da han skulle modtage årets Sakharov-pris, der er opkaldt efter den tidligere sovjetiske dissident Andrej Sakharov.
De cubanske myndigheder ville ikke lade ham rejse til Europa for at modtage prisen, men Farinas takkede for den i en videohilsen.
- Jeg modtager prisen, fordi jeg føler, at jeg er en lille del af oprørsånden i vort folk, som jeg er stolt af at være en del af, sagde han.
Under sin takketale kom han også med voldsomme udfald mod det cubanske styre.
- Mit største håb er, at I ikke lader Jer narre af sirenesangen fra et ondt regime baseret på brutal kommunisme. Jeg beder Jer om ikke at give efter for kravene fra Cubas regeringselite.
Guillermo Farinas har 23 gange gennemført sultestrejker i protest mod det kommunistiske styre, Castro og den cubanske regering.
I juli sidste år sluttede han den seneste efter 135 dage i protest mod den cubanske regerings fængslinger af politiske modstandere. Han afsluttede først sultestrejken, da præsident Raul Castro løslod 52 politiske fanger.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker