Cuba løslader de første politiske fanger

De første af de i alt 52 politiske fanger, som skal Løslades i Cuba, blev sluppet ud i friheden lørdag. Det oplyser familierne til tre af de løsladte fanger.

Ifølge familierne er de tre løsladt fra Las Tunas-fængslet, og opholder sig nu i den cubanske hovedstad, Havana.

Da aftalen om at slippe 52 politiske fanger fri blev kendt i torsdags, varslede repræsentanter for den katolske kirke i Cuba, at fem fanger ville blive løsladt med det samme. Der er dog ikke kommet oplysninger om løsladte fanger før sent lørdag aften.

Beslutningen om at løslade 52 fanger blev taget efter forhandlinger mellem Spaniens udenrigsminister Miguel Angel Moratinos og de cubanske myndigheder. Den katolske kirke har også spillet en central rolle som mægler i forhandlingerne.

Ifølge familiemedlemmer til de fem, som først sættes på fri fod, er de blevet kontaktet af kirken og bedt om at gøre sig klar til at forlade landet, så snart deres slægtninge er blevet sat fri.

En af de tre fanger, der blev løsladt lørdag, har været i telefonisk kontakt med sin familie. Familierne til de to andre skal være blevet ringet op af andre indsatte, som fortalte, at de løsladte var på vej til Havana.

De tre løsladte politiske fanger er ifølge nyhedsbureauet AFP blandt de 17, som har oplyst, at de vil rejse til Spanien.

/ritzau/AFP

Cuba har løsladt de første tre af de i alt 52 politiske fanger, som de har bebudet at ville sætte på fri fod.

Offentliggjort Sidst opdateret