Cuba: Styret beskyldes for "politisk drab"

Den cubanske dissident Wilmar Villar blev fredag begravet i sin fødeby. Torsdag døde han efter en 50-dages lang sultestrejke. Styret i Havana afviser, at den fængslede Villar var dømt for sine politiske aktiviteter.

Dødsfaldet har udløst fordømmelser af det kommunistiske regime i Havana. Både internt samt i Spanien og USA. Den spanske regering opfordrer Cuba til at løslade politiske fanger, og eksilcubanere har indkaldt til en demonstration foran den cubanske ambassade i Madrid.

Den 31-årige Villar blev fængslet den 14. november, da han deltog i en fredelig protestmarch mod regeringen sin hjemby Contramaestre.

Han indledte sin sultestrejke ti dage senere efter at være blevet dømt til fire års fængsel for "foragt og modstand mod myndighederne". Torsdag døde han på et hospital i Santiago de Cuba. Ifølge aktivister var hospitalet omringet af politistyrker.

Villar er den anden dissident, der er død efter en sultestrejke i Cuba de seneste to år. Begravelsen fredag blev overvåget af repræsentanter for styret, ifølge Jose Ferrer, der står i spidsen for den oppositionsbevægelse, Villar også var en del af.

- Der står en regeringsagent foran mit hus, fortalte Ferrer til nyhedsbureauet AFP. Inden begravelsen havde myndighederne anholdt over 30 politiske aktivister i flere byer.

- For at forhindre, at de ville møde op til mindehøjtideligheden, sagde Ferrer.

Berta Soler, talskvinde for protestbevægelsen "Kvinder i Hvidt" siger til den spanske avis El Pais, at Villars død er et "politisk drab" udløst af hans protester mod styret og hans forsvar for menneskerettigheder.

Regeringen meddelte fredag, at der ingen politiske fanger er i Cuba, samt af den har "rigelig med beviser og vidneudsagn", der bekræfter, at Villar ikke var dissident.

Villar var gift og havde to døtre på fem og ti år.

/ritzau/AFP

Dissidenten Wilmar Villar blev fredag begravet under overvågning af regimets folk.

Offentliggjort Sidst opdateret