Cuba vil benåde 3000 indsatte

Cubas præsident, Raul Castro, har offentliggjort planer om en benådning af over 3000 fængslede personer af humanitære grunde.

Benådningen er den mest omfattende nogensinde under landets kommunistiske regime.

86 udenlandske statsborgere fra 25 forskellige lande vil nyde godt af benådningerne, som vil blive ført ud i livet i de kommende dage, oplyser Castro.

Han offentliggjorde planen i en tale til Nationalforsamlingen fredag.

Blandt de tusindvis af indsatte i den caribiske østat er der flere udlændinge.

For to år siden blev amerikaneren Alan Gross under stor mediebevågenhed i både USA og Cuba dømt til 15 års fængsel, fordi han havde hjulpet cubanere med at installere internetadgang.

Men Alan Gross er ikke omfattet af benådningen, siger en topembedsmand i det cubanske udenrigsministerium.

Castro siger, at flere faktorer har spillet ind, da beslutningen blev truffet. Blandt andet en anmodning fra den katolske kirke og flere protestantiske kirker samt et besøg af pave Benedikt XVI i 2012.

Benådningen kommer på et tidspunkt, hvor mange cubanere venter spændt på reformer for ind- og udrejse i Cuba.

Lokale eksperter venter, at Castro vil ophæve kravet om udrejsevisa for cubanerne i Cuba og om indrejsevisa for cubanere i USA.

Normalt kan cubanere kun forlade Cuba, hvis de har modtaget et invitationsbrev fra udlandet, hvorefter de skal gennem et bekosteligt og langvarig bureaukratisk forløb.

Desuden skal de have visum fra de lande, som de vil besøge.

I praksis er det alt for dyrt for de fleste at skaffe penge til de nødvendige dokumenter, da både læger og gadefejere ikke tjener meget mere end 20 dollar (114 kroner) om måneden.

Efter Fidel Castro i 2008 trådte tilbage fra sin post som landets leder og overdrog ansvaret til sin lillebror Raul, er der løbende gennemført en række reformer.

/ritzau/AFP

Amerikaneren Alan Gross er ikke blandt de fanger, der frigives i Havana ved massebenådning.

Offentliggjort Sidst opdateret