Cubansk aktivists familie må rejse til USA

Cubas regering har givet grønt lys for, at familien til systemkritikeren Orlando Zapata, der døde i februar efter 85 dages sultestrejke, kan emigrere til USA, oplyser Zapatas mor.

- De har fortalt mig, at regeringen har autoriseret, at hele familien kan rejse og at vi kommer direkte til USA. Men jeg rejser ikke, før de giver mig min søns aske, siger Reina Tamayo, systemkritikerens mor, til det franske nyhedsbureau AFP.

Tamayo siger, at hun blev orienteret om regeringens tilbud i mandags. Det var Emilio Aranguren, biskop i Cubas østlige Holguin-provins, der overbragte hende beskeden.

/ritzau/AFP

Systemkritikers familie har fået lov til at forlade Cuba og rejse til USA.

Offentliggjort Sidst opdateret