Cyberangreb sender Australiens største havnetransportør i knæ
DP World Australia er en nøglevirksomhed i Australien. Den råder over fire containerterminaler. Fredag blev den udsat for et cyberangreb, og det fik selskabet til at hive stikket til internettet for at hindre, at hele dets it-netværk ville blive inficeret ved angrebet. Foto: David Gray/Ritzau Scanpix
DP World, der står for at transportere 40 procent af varer ind og ud af Australien, er delvis i drift igen.
DP World Australia, der er et af Australiens største havneselskaber, oplyser mandag, at det har genoptaget alle sine aktiviteter efter et cyberangreb, der sendte selskabet i knæ i tre dage.
DP World står for at håndtere 40 procent af de varer, der flyttes ind og ud af Australien.
Cybernedbruddet har påvirket selskabets containerterminaler i Melbourne, Sydney, Brisbane og Fremantle i delstaten Western Australia.
- Operationen blev genoptaget ved selskabets havne hen over Australien klokken 9 i dag efter vellykkede test af nøglesystemer i løbet af natten, skriver DP World i en erklæring.
DP World Australia er en del af det statsejede DP World i Dubai.
DP World skal i løbet af mandagen flytte omkring 5000 containere fra dets fire terminaler i Australien. Men test af selskabets it-netværk kan betyde, at arbejdsgangen vil blive forstyrret i de kommende dage.
Efter det ondsindede angreb blev opdaget fredag, blev DP World taget offline. Det har givet store forstyrrelser i transporten af gods.
Men det betød også, at man forhindrede, at angrebet spredte sig i hele it-netværket.
Australien har oplevet en stigning i cyberangreb inden for det seneste år. Det fik i februar regeringen til at stramme reglerne. Samtidig blev der oprettet et organ, der skal koordinere svar på den type angreb.
- Angrebet (på DP World) viser, hvor sårbare vi har været i dette land mod cyberhændelser, og hvor meget bedre vi er nødt til at arbejde, lyder det fra regeringens koordinator for cybersikkerhed, Darren Goldie.
Myndighederne siger ifølge AFP, at de ikke ved, hvem der stod bag cyberangrebet.
Meddelelsen kommer, samtidig med at det bliver oplyst, at 22 danske danske forsyningsselskaber i maj blev udsat for et omfattende cyberangreb. Det kunne have lammet el- og vandforsyningen og efterladt boliger uden opvarmning.
Det betegnes som det hidtil største cyberangreb i Danmark.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker