Cyklonen Ava har taget mindst 51 menneskeliv i Madagaskar
I alt er flere end 160.000 mennesker berørt af cyklonen Avas hærgen. Mindst 20.000 mennesker er fordrevet fra deres hjem på grund af kraftig regn og oversvømmelser. Foto: Reuters/Social Media
Reuters/Social Media
Med vindstød på op til 190 kilometer i timen har en tropisk storm hærget Madagaskar. 51 er døde, og 22 savnes.
51 mennesker er bekræftet døde, efter at en tropisk cyklon hærgede det østafrikanske land Madagaskar tidligere på ugen.
Yderligere savnes 22 andre mennesker fortsat.
Det oplyser landets beredskabsmyndigheder søndag ifølge nyhedsbureauet dpa.
Cyklonen Ava ramte Madagaskar tirsdag. Det gik værst ud over øens østkyst, hvor der var vindstød på op til 190 kilometer i timen.
I regionen Haute Matsiatra, der ligger cirka 400 kilometer syd for hovedstaden Antananarivo, blev otte personer fra den samme familie dræbt, da deres hus blev begravet i et mudderskred.
Det oplyser de lokale myndigheder i regionen ifølge nyhedsbureauet Reuters.
I alt er flere end 160.000 mennesker berørt af Avas hærgen. Mindst 20.000 mennesker er fordrevet fra deres hjem på grund af kraftig regn og oversvømmelser.
Madagaskar er et af verdens fattigste lande og rammes ofte af cykloner. I marts sidste år gik cyklonen Enawo i land og dræbte mindst 78 mennesker langs den nordøstlige kyst.
På Madagaskars nordøstkyst produceres vanilje. Cyklonen Enawo ødelagde omkring 30 procent af afgrøderne i verdens største producent af vanilje.
Direktøren for vaniljeeksportørerne i Madagaskar, Georges Geeraerts, siger til nyhedsbureauet Reuters, at cyklonen Ava ikke har ramt vaniljeproduktionen.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker