Cyklonramte på fransk tropeø overfuser og buher ad Macron under besøg
Cyklonen, der ramte Mayotte lørdag, er den værste storm, der har ramt øen i 90 år. Foto: Adrienne Surprenant/Ritzau Scanpix
På den franske ø Mayotte i Det Indiske Ocean føler de sig ladt i stikken. En cyklon har hærget, men de savner fransk hjælp. Macron har fået vreden at føle.
Ritzau RitzauBjarke Alsing Holst, Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Han skulle egentlig kun have været på Mayotte en enkelt dag.
Planen var, at den franske præsident, Emmanuel Macron, skulle besøge Frankrigs fattigste oversøiske territorium, som i weekenden blev ramt af en voldsom cyklon, torsdag og vende hjem samme dag.
Men de lokales vrede fik ham tilsyneladende på andre tanker.
- Det er et tegn på respekt og omtanke, forklarede Macron torsdag aften om overnatningen.
Siden besøgets begyndelse er Macron, mens han har bevæget sig rundt på øen for at se ødelæggelserne, blevet overfuset verbalt af borgere.
Annonce
De føler, at de er blevet ladt i stikken. At den franske præsident i virkeligheden er ligeglad med, hvor slemt det står til. For hjælpen rækker ikke langt.
Foreløbig har myndigheder bekræftet 31 omkomne, men de frygter, at flere tusinde er døde i cyklonen på øen, der ligger i Det Indiske Ocean - 8000 kilometer væk fra det franske fastland.
Redningsmandskab har endnu ikke kunnet nå frem til nogle af øens hårdest ramte områder, hvor fattige bor i faldefærdige hytter på bjergsider.
Torsdag aften buhede borgere af Macron og opfordrede ham til at gå af. Til sidst fik den franske præsident nok.
- Jeg er ikke cyklonen. Jeg er ikke den ansvarlige, bralrede han ud.
- I skal være glade for at være en del af Frankrig. Hvis ikke det var for Frankrig, ville I have det 10.000 gange værre.
Fredag fortsatte kritikken af præsidenten. Da Macron gik rundt i 31 grader i det hårdt ramte område Tsingoni, var borgere igen efter ham.
De klagede over, at der er alvorlig stor mangel på mad og vand.
- Syv dage, og du har ikke været i stand til at give befolkningen vand!, råbte en mand efter Macron.
Borgere på Mayotte bevæger sig igennem byen Kaweni på Mayotte efter fredagsbøn. Ødelæggelserne efter cyklonen ses stadig tydeligt i bybillederne. Foto: Yves Herman/Reuters
Cyklonen er den værste storm, der har ramt Mayotte i 90 år. Macron lovede, at der vil blive delt vand ud ved forsamlingshuse.
Annonce
- Jeg forstår jeres utålmodighed. Men I kan regne med mig, sagde han.
Ali Djimoi, som lever i en barakby i udkanten af hovedstaden, Mamoudzou, siger, at Mayotte er blevet "fuldstændig forladt" af den franske stat.
- Selv hvis vandet løber ud ad hanerne, så kan du ikke drikke det. Det er beskidt, siger han til Reuters.
Otte af hans naboer døde i cyklonen. To af dem blev hurtigt begravet nær en moské.
Ifølge myndigheder bliver det svært at finde et præcist dødstal, hvilket blandt andet skyldes, at nogle ofre er blevet begravet med det samme efter muslimsk tradition, og at de derfor ikke kan indgå i opgørelserne.
Det store antal af udokumenterede migranter komplicerer det yderligere.
Den franske præsident, Emmanuel Macron, talte torsdag aften med vrede indbyggere på Mayotte. Flere opfordrede ham til at gå af. Macron svarede, at de skal være glade for at være en del af Frankrig. Foto: Ludovic Marin/Ritzau Scanpix
Ifølge de officielle tal er Mayottes befolkning på omkring 321.000, men mange mener, at det i virkeligheden er langt højere.
Tre ud af fire lever under fattigdomsgrænsen på den franske tropeø, som er ekstremt afhængig af støtte fra Frankrig.
Naturkatastrofen har tydeliggjort, hvor afgørende den franske støtte er.
Det er særligt rent vand, som borgerne mangler efter cyklonen.
Annonce
- Der er ikke noget vand. Er det normalt efter seks dage? Synes du, at det er normalt, sagde en mand fra hovedstaden til Macron.
En kvinde fortalte præsidenten, at "ingen føler sig sikre".
- Folk slås om vandet.
Mange slumområder på Mayotte blev ramt hårdt af cyklonen. Her ses ødelæggelserne i et område i hovedstaden, Mamoudzou. Foto: Ludovic Marin/Ritzau Scanpix
/ritzau/
Fakta om Mayotte
* Øen Mayotte er Frankrigs fattigste oversøiske territorium.
* Øen ligger i Det Indiske Ocean. Den ligger imellem det sydøstlige afrikanske land Mozambique og østaten Madagaskar. Øen ligger 8000 kilometer fra det franske fastland.
* Mayotte har officielt omkring 320.000 indbyggere, men mange formoder, at tallet i virkeligheden er langt højere, fordi der er mange udokumenterede migranter på øen.
* Tre ud af fire lever under fattigdomsgrænsen, og gennemsnitsalderen er 23 år.
* Mayotte blev lørdag ramt af cyklonen Chido, som skabte store ødelæggelser. Flere end 2000 er såret, mens 31 er bekræftet omkomne. Antallet af døde formodes imidlertid at være langt højere, fordi myndigheder har svært ved at nå frem til de hårdest ramte områder. Flere tusinder kan have mistet livet, lyder vurderinger.
Kilder: Reuters og AFP.
/ritzau/
Den franske præsident, Emmanuel Macron, trykker hånd med en borger på Mayotte. Det er særligt rent vand, som borgerne mangler efter cyklonen. Foto: Ludovic Marin/Ritzau Scanpix
Seneste artikler
- Jeg kunne godt være blevet lidt længere her i Allinge
Her er revyens første numre: - Den lokale badboy kommer hjem
NFC i problemer: Skal redegøre for økonomisk rod
Rullepølsemad blev til kro-familie: På Femø kan alt lade sig gøre
Danske boligejere ser ind i stigende udgifter efter renteløft
Mest læste artikler
Fløjet til Rigshospitalet: Bil og motorcykel i sammenstød
Politiet advarer bedragere: - Vi skal nok få fat i jer!
Skabte uro i lægeklinik
Til salg-skiltet er borte: Nu er der nyt om milliondyr villa
Stort panttyveri fra ø-butik