Dagligdagen vender så småt tilbage i Gaza

I otte dage har Gazas gader været tomme, men torsdag strømmer det igen ud med mennesker og biler over hele den palæstinensiske enklave, efter at Israel og Hamas med Egypten som mægler aftalte en våbenhvile onsdag aften.

Offentliggjort Sidst opdateret

Både lettelse og begejstring præger indbyggerne, og kontrasten til den foregående uge med død og ødelæggelse er enorm.

Våbenhvilen ses i Gaza som en stor sejr for palæstinenserne, Hamas og de militante grupper, der under israelernes bombardementer var i stand til for første gang at sende raketter helt frem til Tel Aviv og Jerusalem i Israel.

- Tillykke med sejren, siger folk til hinanden, når de hilser rundt om i gaderne i den tæt befolkede enklave ved Middelhavet.

Men glæden blandes med sorg over tabet af 162 palæstinenseres liv, som omkom under israelernes angreb. Tre israelere mistede ligeledes livet under den ugelange konflikt.

Kampene stilnede af sent onsdag, selv om enkeltes palæstinensiske raketter slog ned i Israel, efter at aftalen var trådt i kraft klokken 20 dansk tid.

Israel svarede ikke igen, og siden er der ikke konstateret bombenedslag, selv om der stadig hersker dyb mistro mellem Hamas og den israelske regering.

Glæden i gaderne i Gaza er dog stor, og begejstrede menneskemængder er kørt og gået gennem Gaza By med flag og bannere for både Hamas og den rivaliserende Fatah-gruppe, der sidder på magten i Vestbredden.

- I dag er vi igen forenet. Hamas og Fatah er én hånd, et gevær og en raket, siger Hamas-lederen Khalil al-Hayya til tusinder af tilhængere på stortorvet i Gaza By.

Fatah-lederen Nabil Shaath står side om side med al-Hayya og andre ledere for mere militante grupper.

Den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, har ringet til Hamas' hovedkvarter og lykønsket bevægelsen med sejren.

- Jeg gratulerer med sejren og sender kondolencer for døde martyrer, siger Abbas i telefonen.

/ritzau/AFP