Dallas-skurken Larry Hagman er død
Den amerikanske skuespiller Larry Hagman er død. Han blev 81 år og døde fredag lokal tid på et hospital i hjemstaten Texas.
Hagman blev kendt i store dele af verden som den skruppelløse oliebaron J.R. Ewing - en af de værste og mest karismatiske tv-skurke gennem tiderne - i tv-serien "Dallas", der fik premiere i 1978.
Hagman døde ifølge familien af komplikationer i forbindelse med behandlingen af halskræft.
- Larrys familie og hans tætte venner var hos ham i Dallas i Thanksgiving-ferien. Da han døde, var han omgivet af personer, han elskede. Han sov stille ind, ligesom han havde håbet på, skriver hans familie i en pressemeddelelse ifølge avisen Dallas Morning News.
Ifølge Reuters var Dallas-stjernens tv-hustru Linda Gray, der spillede rollen som Sue Ellen, ved Hagmans side, da han døde.
- Larry Hagman var min bedste ven i 35 år. Han bragte glæde til alle, han kendte. Han var kreativ, morsom, kærlig og talentfuld. Jeg kommer til at savne ham enormt, skriver en talsmand på vegne af Linda Gray i en e-mail.
Gennem 13 år var sæbeoperaen om den superrige oliefamilie en af de mest elskede amerikanske tv-serier - hvor dem skruppelløse J.R. Ewing konstant udtænkte snu planer og snød alle - selv sin egen familie - så det drev.
Serien løb over skærmen for sidste gang i maj 1991 efter 357 afsnit. I år vendte Hagman tilbage til Dallas for at genoptage sin glansrolle i en ny omgang af tv-serien, der er blevet vist herhjemme siden juli.
Selvom Hagman, der også tidligere er blevet behandlet for kræft, er blevet synonym med Texas, boede og arbejdede han i Californien, indtil optagelserne af den nye omgang Dallas fik ham til at rejse tilbage til oliestaten.
Medierne havde allerede Hagmans nekrolog liggende parat i 2004, da det forlød, at han var døende efter en mislykket levertransplantation i Los Angeles.
Han efterlader sig sin hustru gennem 59 år og to voksne børn.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker