Danielle opgraderet til orkanstyrke

Den tropiske storm Danielle har samlet styrke til en orkan i Atlanterhavet. Det oplyser det amerikanske stormcenter, National Hurricane Center.

Det skete, da Danielles vindstyrker mandag nåede op over 120 km/t.

- Det ventes, at stormen fortsat vokser i styrke i løbet af de næste 48 timer, oplyser National Hurricane Center.

Mandag aften lokal tid befandt Danielle sig omkring 212 sømil øst for øgruppen De Små Antiller og bevæger sig i nordvestlig retning med en hastighed på 28 km/t.

National Hurricane Center forventer, at stormvejret vil bevæge sig øst om Bermuda og derefter dreje mod nordøst og dermed misse den amerikanske kyst.

Danielle er den anden tropiske orkan i Atlanterhavet i år. Den første orkan, Alex, var i juni skyld i et dødfald i det nordlige Mexico og afbrød arbejdet med at standse oliekatastrofen i Den Mexicanske Golf.

/ritzau/AFP

Den tropiske storm i Atlanterhavet, Danielle, er blevet opgraderet til en orkan. Stormen ventes ikke at ramme USA's kyst.

Offentliggjort Sidst opdateret