Danmarks udenrigsminister, Per Stig Møller (K), opfordrer til national forsoning i Sri Lanka og er bekymret over det netop overståede præsidentvalg i landet.
- Vi må desværre konstatere, at valgkampen var præget af vold og uregelmæssigheder. Ud over den altafgørende politiske forsoningsproces står Sri Lanka over for en kæmpe udfordring med at få løst den humanitære krisesituation i landet efter mange års borgerkrig, siger den danske udenrigsminister.
Han finder det dog afgørende, at der med valget tirsdag sættes en proces i gang hen imod opbygning af varig fred og forsoning i Sri Lanka.
- Jeg vil opfordre præsidenten og alle andre politiske kræfter i Sri Lanka til at tage fat på denne vigtige opgave, siger Per Stig Møller.
Det var den siddende præsident, Mahinda Rajapakse, der gik sejrrigt ud af det første præsidentvalgt i Sri Lanka efter den mere end 25 år lange borgerkrig.
Hovedudfordreren, den tidligere hærchef Sarath Fonseka, blev set som manden, der i sidste ende knækkede de tamilske oprørere, som havde det erklærede mål at ville oprette en tamilsk stat i den nord- og østlige del af Sri Lanka.
Den militære nedkæmpelse af oprørsbevægelsen De Tamilske Tigre har haft "enorme humanitære omkostninger, og den humanitære situation på Sri Lanka er fortsat stærkt bekymrende", siger den danske udenrigsminister.
- Efter borgerkrigens afslutning står Sri Lanka over for en situation, hvor ikke mindst hensyntagen til det tamilske mindretal vil være afgørende for at opnå varig stabilitet og fred i landet, påpeger Per Stig Møller.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde