Danmark er bekymret over, at militæret har taget magten i det afrikanske land Niger. Her er general Salou Djibo blevet udnævnt til leder af den militærjunta, som har taget magten fra landets præsident, Mamadou Tandja.
Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) kritiserer, at landets forfatning er blevet suspenderet, ligesom militærjuntaen har indført udgangsforbud fra solopgang til mørket falder på. Desuden har kupmagerne lukket landets grænser.
- Jeg er meget bekymret over situationen i Niger og håber, at yderligere vold undgås. Vi fordømmer enhver forfatningsstridig magtovertagelse, siger Ulla Tørnæs og fortsætter:
- Jeg håber på en hurtig genetablering af demokratiet, herunder landets demokratiske institutioner, så vi kan normalisere vores bistandssamarbejde med et af verdens fattigste lande, siger udviklingsministeren.
Militærkuppet fandt sted efter længere tids politisk ustabilitet i Niger, som allerede har betydet, at Danmark har udsat et nyt femårigt vandsektorprogram på 245 millioner kroner.
Et eksisterende vandsektorprogram, som i alt har kostet 104,4 millioner kroner, er blevet forlænget til udgangen af 2010. Herudover ydes der bistand til et landbrugssektorprogram, der beløber sig til 150 millioner kroner samt et program for god regeringsførelse til 30 millioner kroner.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde