Danmark bruger 700 millioner på at rejse klimamilliarder

Mette Frederiksen understreger på COP29, at privat kapital skal bruges til at nå mål for klimafinansiering. Foto: Peter Dejong/Ritzau Scanpix

Danmark bruger 700 millioner kroner på at rejse flere milliarder til klimafinansiering i udviklingslandes risikable økonomier. Pakistan understreger behovet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den private kapital er blevet udråbt som de vestlige landes afgørende løsning på at sikre mere klimafinansiering til udviklingslande.

På klimatopmødet COP29’s anden dag leverede Danmark et konkret eksempel på, hvordan Vestens offentlige penge kan vokse sig til større private summer.

Ved at stille 700 millioner kroner i garanti vil Danmark sikre private investeringer for over tre milliarder kroner i asiatiske udviklingslande.

Manøvren sker i en alliance med fem andre lande, der tilsammen lægger 14 milliarder kroner.

De statslige penge skal skabe sikkerhed for, at der samlet set kan rejses private investeringer for over 70 milliarder kroner til klimainvesteringer i risikofyldte markeder.

Statsminister Mette Frederiksen (S) understreger på klimatopmødet, at der skal bruges privat kapital, hvis udviklingslande skal have tilstrækkelig hjælp.

- Udviklingsbistanden er ikke det, der kommer til at redde os fra klimakrisen. Det er kun en brik, siger hun og nævner flere metoder:

- Det er risikovillig kapital. Det er private investeringer. Det er offentlige og private partnerskaber. Det er noget af det, vi også har nogle traditioner for at kunne gøre i Danmark.

Alliancen består ud over Danmark af USA, Sverige, Storbritannien, Japan og Sydkorea i samarbejde med Den Asiatiske Udviklingsbank.

Projektet kaldes IF-Cap, hvilket er en forkortelse for ”Innovative Finance for Climate in Asia and the Pacific Initiative”.

De 700 millioner danske statskroner kommer fra IFU – Investeringsfonden for Udviklingslande.

Blandt modtagerlandene er Pakistan.

Til en konference på COP29 for alliancens nye finansiering fortalte Pakistans klimaminister, Romina Khurshid Alam, hvordan landet er fastholdt i en ond spiral af klimaforandringerne.

Pakistan er blandt de ti mest udsatte lande for klimaforandringer, og i 2022 medførte enorme oversvømmelser omfattende skader og fordrev millioner af mennesker.

- Oversvømmelsen i 2022 påvirkede Pakistans bnp med fire procent, sagde klimaministeren.

Den klimafinansiering, de fattige lande kan få fat på i dag, er i høj grad forbundet med gæld, som kan fastholde landene i problemer.

- 80 procent af al klimafinansiering bliver i de udviklede lande. Prisen på at finansiere projekter er 70 til 80 procent højere i udviklingslande og voksende markeder, sagde den pakistanske klimaminister.

Pakistan glæder sig derfor over de nye tilgange til at få pengestrømmene vendt i retning mod landet.

Topmødet COP29’s store dagsorden er at få vedtaget et nyt mål for, hvor meget klimafinansiering rige lande skal fordele til verdens fattige lande, der rammes hårdest af klimaforandringer.

Det nye finansieringsmål skal være større end det nuværende mål på 100 milliarder dollar årligt. Et mål, som udløber i 2025.

For at få rejst penge til en endnu større økonomisk omfordeling vil særligt EU og USA have aktiveret den private sektors kapital, som skal indgå i finansieringen.

Det er som led heri, at Danmark vil stille offentlige kroner til rådighed, som garanti for at private aktører kan investere i vedvarende energi i udviklingslandes risikofyldte markeder.

Hos Dansk Industri er der opbakning til tiltaget.

- Investorerne vil gerne bidrage, men der er meget høj usikkerhed på mange markeder, der gør det noget nær umuligt at få investeringer til at flyve. Derfor kan denne garanti fra Danmark og fem andre lande gøre en betydelig forskel, siger klimapolitisk chef Anne Højer Simonsen.

Ngo’en Oxam Ibis' betegner ordningen som sympatisk, men det er langt fra tilstrækkeligt.

- Privat finansiering kan på ingen måde stå alene. Det er bydende nødvendigt, at der bliver aftalt et ambitiøst mål for offentlig klimafinansiering, siger klimarådgiver Mads Busck.

Ngo’en understreger, at det skal sikres, at pengene ender de mest udsatte steder.

/ritzau/

Fakta om finansieringen

* Finansieringsalliancen hedder IF-CAP, Innovative Finance for Climate in Asia and the Pacific Initiative.

* Landene i alliancen er USA, Sverige, Storbritannien, Japan og Sydkorea i samarbejde med Den Asiatiske Udviklingsbank.

* Samlet set stiller landene 14 milliarder kroner i sikkerhed for private investeringer.

* Det rejser samlet set over 70 milliarder kroner, der kan investeres i risikable økonomier i asiatiske udviklingslande over de næste fem år.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu