Danmark er klar til at hjælpe Japan

Danmark er klar til at hjælpe med bistand og genopbygning i Japan efter jordskælvet og tsunamien, hvis man får en anmodning fra den japanske regering, FN eller EU.

Det understreger forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V), som også er minister for beredskabet.

- Hvis eller når den japanske regering anmoder om bistand, så vil vi selvfølgelig være klar til at hjælpe i en international koordineret indsats, siger Lillelund Bech.

Forsvarsministeren er fredag i Bruxelles til et møde med alle de lande, der bidrager til Isaf-operationen i Afghanistan. Her vil også den japanske forsvarsminister være til stede, og Lillelund Bech vil overfor ham udtrykke sin medfølelse.

- Det er noget voldsomt at vågne op til, og det er dybt tragisk for den japanske befolkning, siger hun.

Gitte Lillelund Bech understreger, at hun formoder, at Danmark på et tidspunkt vil få en henvendelse om at stille med hjælp. Men foreløbigt afventer man konkrete forespørgsler.

- Vi gør ikke sådan noget med, at vi med det samme sender redningshold eller andet derud. For det er vigtigt med en international koordineret indsats, siger hun.

- Hvorvidt vi kan få en rolle i hjælpearbejdet, det kan vi ikke sige noget om endnu. Nu skal man først danne sig et overblik over situationen.

Hun forventer, at FN vil påtage sig den koordinerende rolle i en hjælpeindsats på forespørgsel fra den japanske regering.

/ritzau/

Regeringen venter på konkrete anmodninger om at hjælpe efter jordskælvet og tsunamien i Japan.

Offentliggjort Sidst opdateret