Danmark er vært for topmøde om bedre kvindeliv
Kronprinsesse Mary besøgte i november sidste år et mentorprogram i Kenyas hovedstad, Nairobi. Denne november vender hun tilbage til byen for at deltage i et topmøde om kvinders og pigers rettigheder, hvor hun skal holde en af mødets åbningstaler. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Verdens lande har svigtet kvinders rettigheder. Det skal topmøde, hvor Mary holder åbningstale, rette op på.
Det er gået den rigtige vej for kvinders og pigers rettigheder og muligheder de seneste 25 år. Men det er ikke gået godt nok.
Det er hovedtemaet på et topmøde i Nairobi, der begynder tirsdag, og som Danmark sammen med Kenya og FN's Befolkningsfond (UNFPA) er vært for.
Siden 1994 er færre børn blevet født af en mor i teenagealderen. Langt flere kvinder overlever at være gravid og at føde et barn. Og så bruger kvinder fra fattige lande oftere prævention.
Det var også blandt målene, da 179 lande i 1994 lovede hinanden at skride til handling på en konference i Egyptens hovedstad, Kairo.
Men det er ikke gået så godt, som landene stillede i udsigt.
Hver dag dør hundredvis af kommende mødre i fødselssengen. Piger under 18 år bliver giftet væk, og millioner af kvinder har ikke adgang til prævention.
Derfor vil Danmark sammen med Kenya og FN's Befolkningsfond (UNFPA) råbe statsoverhoveder, ministre, civilsamfund, trossamfund og humanitære organisationer fra hele verden op.
160 lande og 6000 deltagere vil være en del af mødet.
Blandt deltagerne er Danmarks udviklingsminister, Rasmus Prehn (S), og kronprinsesse Mary, der holder en af mødets åbningstaler.
Udviklingsministeren, kronprinsessen og topmødets andre ledere vil bruge mødet til at understrege, hvad der skal forbedres: At ingen mødre skal dø under graviditeten, og at ingen skal udsættes for vold på grund af deres køn.
Det skal ske med kraftige opfordringer til verdens ledere, der ifølge arrangørerne "har mislykkedes med at leve op til løfterne fra Kairo-konferencen i 1994".
- Det, at man samler så mange mennesker med så mange politiske toppersoner, gør, at det bliver svært for de enkelte lande at sige, at de ikke er med på den her dagsorden, siger Rasmus Prehn.
Nairobi-topmødet begynder tirsdag den 12. november og slutter torsdag den 14. november.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned