Danmark får medhold i seks sager om udvisning
Danmark har fået medhold i seks sager om udvisning. De danske domstole har lavet en tilstrækkelig vurdering af de menneskeretlige perspektiver til at kunne idømme udvisning. Det vurderer Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (Arkivfoto). Foto: Christian Lutz/Ritzau Scanpix
De danske domstole er grundige i deres vurdering af de menneskeretlige perspektiver. Derfor er udvisning ok.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har givet Danmark medhold i seks udvisningssager. Det oplyser Institut for Menneskerettigheder i en pressemeddelelse.
Dermed bekræfter Menneskerettighedsdomstolen den linje, som domstolen har haft siden 2017. Det siger Louise Holck, der er direktør for Institut for Menneskerettigheder.
- Domstolen underkender ikke nationale domstoles domme, hvis de har været grundige i deres vurdering af de menneskeretlige perspektiver, siger Louise Holck.
Det er tilfældet i alle de seks udvisningssager. Det vurderer i hvert fald Menneskerettighedsdomstolen.
Domstolen mener ikke, at der er "stærke begrundelser" for at gå imod de danske domstoles vurdering. Derfor har Danmark fået medhold i, at de dømte kan udvises og permanent forbydes indrejse i Danmark.
Alle dømte har stærk tilknytning til Danmark, og udvisning kræver derfor en væsentlig begrundelse.
To af sagerne handler om to brødre med både dansk og algerisk statsborgerskab. De blev hver idømt tre års fængsel for forsøg på at tilslutte sig Islamisk Stat. De fik desuden udvisning med permanent indrejseforbud og frataget deres danske statsborgerskab.
To sager handler om henholdsvis en afghansk og en tyrkisk mand, der begge blev idømt tre års fængsel for blandt andet at være i besiddelse af en ladt pistol på et offentligt område.
En sag handler om en tyrkisk mand, som blev idømt seks år og tre måneders fængsel for forsøg på manddrab.
Den sidste sag handler om en svensk mand, som blev idømt to et halvt års fængsel for blandt andet røveri.
Med dagens afgørelser har Menneskerettighedsdomstolen de sidste ti år behandlet 30 danske udvisningssager. I fire af sagerne er Danmark blevet dømt.
Efter afgørelserne i dag verserer der stadig otte udvisningssager og 12 andre sager mod Danmark ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Det oplyser Institut for Menneskerettigheder.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie