Danmark følger mulige overgreb under VM

Danmark er opmærksom på Amnesty Internationals kritik af, at Sydafrika tilsidesætter menneskerettighederne i forbindelse med verdensmesterskabet i fodbold. Og Danmark følger situationen, oplyser udenrigsminister Lene Espersen (K).

- Overholdelse af menneskerettighederne er et centralt element i den sydafrikanske lovgivning på grund af landets historiske baggrund. Jeg går som en selvfølge ud fra, at den sydafrikanske regering overholder sine forpligtelser, også i forbindelse med afholdelse af store internationale begivenheder som VM, siger udenrigsministeren.

Hendes reaktion kommer efter, at Amnesty International har kritiseret, at sydafrikansk politi er begyndt at slå uforholdsmæssig hårdt ned på gadehandlere, hjemløse og flygtninge, der opholder sig i nærheden af de områder, hvor verdensmesterskabet afvikles.

- Chikanen omfatter politirazziaer, vilkårlige anholdelser, mishandling og afpresning såvel som ødelæggelse af uformelle boliger, hedder det blandt andet i kritikken fra Amnesty International.

Personer, der bliver anholdt i denne forbindelse, risikerer bøder på op til 10.000 rand - næsten 8000 kroner - og fængsel i op til seks måneder.

Udenrigsminister Espersen påpeger, at fremme af menneskerettighederne står centralt i regeringens politik, og at Danmark har en løbende dialog med den sydafrikanske regering om blandt andet menneskerettighederne.

- Vi - og dermed ikke mindst ambassaden i Pretoria - følger situationen, inklusive den sydafrikanske reaktion på kritikken, siger Lene Espersen.

- Jeg vil derefter se på, om der er behov for at gøre yderligere, tilføjer hun.

/ritzau/

Det danske udenrigsministerium følger, hvorvidt Sydafrika i forbindelse med VM tilsidesætter menneskerettighederne. Det hævder Amnesty, at sydafrikanerne gør.

Offentliggjort Sidst opdateret