Som en del af EU's hjælpepakke til Irland på 85 milliarder euro vil Danmark yde et bilateralt lån på 400 millioner euro - svarende til 3 milliarder kroner.
Det oplyser finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) søndag aften efter et hasteindkaldt EU-møde i Bruxelles.
- En del af denne beslutning er, at Danmark, Storbritannien og Sverige bidrager med bilaterale lån. Det danske bidrag er på 0,4 milliarder euro, siger Claus Hjort Frederiksen til Ritzau.
Ud over det bilaterale lån vil Danmark også hæfte for henholdsvis 3,4 milliarder og 1,3 milliarder kroner gennem deltagelsen i EU og Den Internationale Valutafond (IMF), som er hovedbidragyderne i den irske hjælpepakke. Dermed kommer det samlede danske bidrag til hjælpepakken op på 7,7 milliarder kroner.
Claus Hjort Frederiksen understreger dog, at det kun er det bilaterale lån, som vil resultere i en reel ekstraudbetaling fra den danske statskasse.
Også Storbritannien og Sverige har ydet bilaterale lån til Irland på henholdsvis 3,8 milliarder euro og 600 millioner euro, selvom landene ikke er med i eurozonen.
Ud over den irske hjælpepakke blev eurolandene på søndagens møde enige om hovedlinjerne i en ny permanent krisemekanisme for eurozonen.
Med disse beslutninger har Claus Hjort Frederiksen tiltro til, at det kan lykkes at skabe ro på de finansielle markeder. Selvom finansmarkederne allerede har udpeget Portugal og Spanien som de næste svage led efter Irland, så tror Hjort ikke, at det bliver nødvendigt for EU-landene at lave nye økonomiske hjæpeplaner i den kommende tid.
- Det tror jeg ikke. Spanien og Portugal har indset alvoren i det her, og det vil også blive afspejlet i de reformprogrammer, som de vil præsentere, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde