Selvom Norge midlertidigt har lukket sin ambassade i Islamabad, så er Udenrigsministeriet ikke parat til at lukke den danske.
Det danske udenrigsministerium ser endnu ingen anledning til at lukke den danske ambassade i den pakistanske hovedstad, Islamabad. Det sker, selv om Norge i dag af sikkerhedsmæssige årsager har besluttet midlertidigt at lukke sin ambassade samtidig med, at en kraftig bombe er eksploderet i Rawalpindi - en naboby til Islamabad - hvor adskillige meldes dræbt og såret.
- Vi kan notere os, at den norske ambassade i Islamabad er midlertidig lukket. Vi må henvise til det norske udenrigsministerium for årsagen til det, siger Louise Brincker, chef for presseenheden i Udenrigsministeriet.
Selvom den danske ambassade holder åbent, forsikrer hun, at situationen bliver taget alvorligt.
- Vi følger udviklingen i trusselssituationen nøje og tilpasser vores forholdsregler og vurderer løbende, om der er behov for ændringer i sikkerhedsforanstaltningerne ved den danske ambassade i Islamabad, siger hun.
Pakistansk politi afslørede i sidste uge attentatplaner mod blandt andet ambassaderne for Norge og Sverige. Danmark var ikke med på listen over truede ambassader. Sidste år angreb islamistiske terrorister den danske ambassade og dræbte otte mennesker.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker