Hullet i Natos pengekasse er blevet så stort, at det ikke længere er realistisk at spare sig ud af problemerne.
Derfor bliver også Danmark nødt til at sende flere millioner til militæralliancens fælles forsvarsbudget, vurderer forsvarsminister Søren Gade (V).
- Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg ikke, vi kommer uden om flere ressourcer. For overskridelsen er så markant, at vi ikke kan spare os ud af det. Der skal gives nogle flere penge, siger Søren Gade, inden starten på et Natomøde i Istanbul.
Danmark har ellers med forsvarsministerens ord været blandt "budgetbisserne" i Nato. Men Danmark vil alligevel ikke blokere for at finde en kontant løsning på pengeproblemet, som efterhånden er blevet en halvpinlig sag for forsvarsalliancen.
I takt med, at Nato har involveret sig i flere internationale operationer, er udgifterne simpelthen løbet løbsk på det fælles budget. Det præcise omfang af budgetunderskuddet er stemplet som "fortroligt" i Natosystemet. Men ifølge en Natodiplomat lægges der op til en løsning, hvor landene skal samle sammen til et engangsbeløb på 100 millioner dollar (540 millioner kroner).
Danmarks bidrag til det fælles budget i Nato er på omkring 1,5 procent. Med den samme fordelingsnøgle vil Danmarks ekstrabetaling til Nato snige sig op på 8,1 millioner kroner.
Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, har sat det som en af sine absolut højeste prioriteter at få styr på regnskabsrodet. Men med en økonomisk krise og hårdt pressede statsbudgetter er det ikke nemt for landene at finde de manglende millioner.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker