Danmark tager norsk kødtold op i EU
EU-Kommissionen skal nu undersøge, om Norge har overtrådt reglerne for handel med visse landbrugsprodukter.
Den norske regering har planer om at ændre toldreglerne fra årsskiftet, og det vil få betydning for den norske import af visse landbrugsprodukter af lam og kvæg, flere ostetyper samt på hortensia.
Norges planer har forårsaget skarpe reaktioner i EU, især fra Danmark og Sverige.
- Vi vil fortsætte ad EU-sporet i denne sag. Konkret vil vi på det næste møde i den handelspolitiske komité den 5. oktober anmode om, at Kommissionen løfter sagen på politisk niveau i Norge, siger handelsminister Pia Olsen Dyhr (SF).
- Vi må simpelthen stå sammen om at svaret på den økonomiske krise i vores lande ikke bliver at hæve toldmurene, men snarere at liberalisere den internationale handel, hvilket vil være til langt større fordel for os alle, siger Pia Olsen Dyhr.
Ministeren har nu rejst sagen i EU, hvor hun håber, at Kommissionen vil tage sagen videre og håndtere den på højest mulige niveau i Norge, oplyser hun i en meddelelse.
Også EU's ambassadør i Norge, János Herman, har udtrykt "skuffelse" over det norske forslag, som han mener er et klart brud på den del af EØS-aftalen der siger, at parterne skal arbejde for en fortsat liberalisering af handlen med landbrugsprodukter.
EØS-aftalen er en økonomisk samarbejdsaftale mellem de 27 EU-medlemsstater og tre EFTA-lande, Norge, Island og Lichtenstein.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker