Danmark truer med at droppe Tyrkiet som EU-kandidatland
EU må stoppe optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet, hvis dødsstraffen genindføres, mener Kristian Jensen.
Tyrkiet bør være færdigt som kandidatland til EU-medlemskab, hvis dødsstraffen bliver genindført efter weekendens mislykkede kupforsøg.
Det mener udenrigsminister Kristian Jensen (V), der mandag deltager i EU's udenrigsministermøde i Bruxelles, hvor situationen i Tyrkiet topper dagsordenen.
- Holdningen er meget, meget klar over for Tyrkiet: I er på vej i den forkerte retning, I er på vej væk fra EU, I er på vej væk fra demokrati, I er på vej væk fra menneskerettigheder, siger Kristian Jensen.
EU's udenrigschef, Federica Mogherini, siger mandag, at et land ikke kan blive medlem af EU, hvis det har dødsstraf. Tyrkiet søgte medlemskab af EU i 1987 og blev i 1999 anerkendt som kandidatland.
Men Kristian Jensen vil gå skridtet videre og siger, at Tyrkiet heller ikke kan blive ved med at være anerkendt som kandidat til EU-medlemskab, hvis dødsstraffen bliver genindført.
- Hvis Tyrkiet genindfører dødsstraffen, så er de i mine øjne ude som kandidatland, siger Kristian Jensen.
- Så kan man i mine øjne ikke fortsætte optagelsesforhandlingerne, siger han.
Kristian Jensen siger, at med et militærkup ville Tyrkiet gå fra slemt til værre, selv om Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, er "en folkevalgt leder, der godt nok har lavet for mange indskrænkninger af folks frihed".
Udenrigsministeren er stærkt bekymret over de masseanholdelser, der er skyllet ud over Tyrkiet efter det mislykkede kupforsøg.
Især er han bekymret over alle de dommere, som han mener er blevet "vilkårligt arresteret", uden at det er undersøgt, om de har haft forbindelser til kupforsøget.
- EU har været med til at uddanne dommere i Tyrkiet, og derfor er det en hån, at de nu fængsler de dommere, som EU har været med til at uddanne, siger Kristian Jensen.
Han siger også, at EU har "støttet frie medier i Tyrkiet for nu at se, at de bliver indskrænket".
- Erdogan havde måske ikke klaret sig igennem kupforsøget, hvis det ikke havde været for de sociale og private medier, siger udenrigsministeren.
- Det er skæbnens ironi, at han er den præsident, som har gjort mest for at indskrænke både frie og sociale medier, og så bliver det en af hans redningsplanker forleden nat, siger han.
Kristian Jensen tror ikke, at uenighederne mellem EU og Tyrkiet får konsekvenser for flygtninge- og migrationsaftalen, der har været med til at bremse menneskestrømmen til Europa.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker