Kransekage og champagne må der til, når hele London er på den anden ende fredag ved prins William og Kate Middletons bryllup. Det mener danske Charlotte Madsen, der ejer den danske Madsen Restaurant i London.
I anledningen af brylluppet mellem prins William og Kate Middleton byder restauranten derfor på en dansk bryllupstradition: Kransekage. Og dertil champagne til gæsterne.
Køkkenchef Esben Sørensen har desuden kreeret et stort kransekagetårn på cirka en halv meter, som en heldig gæst kan vinde.
- Vi kunne godt tænke os at lave et eller andet, som var lidt dansk og samtidig fejre, at det er et stort bryllup. Og for os er kransekage det mest danske, vi kunne give til dem, der kommer og spiser her og på den måde at fejre brylluppet, siger Charlotte Madsen.
Brylluppet er en helt igennem britisk begivenhed, men den betyder alligevel meget for de danskere, der bor i London.
- Det er fantastisk. Jeg synes, det er skægt at være i London, nu når det sker. Der er mange streetparties, og lige nu kan man ikke høre om andet hele tiden. Det er skægt, siger Charlotte Madsen.
Hendes køkkenchef er enig:
- Vi kan mærke, at der en masse turister her, og byen er pyntet op som aldrig før. De går rigtig meget op i deres bryllup herovre, der er flag i alle butikkerne, vi kan ikke gå en tur på gaden, uden folk står og tager billeder af hinanden og af flag.
- Det er lidt ligesom da Frederik og Mary blev gift hjemme i Danmark for nogle år tilbage, siger Esben Sørensen.
Hvem der får den store kransekage med hjem og dermed kan mæske sig i bryllupsstemning hele weekenden, afgør restauranten ved lodtrækning sidst på fredagen.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker