Dansk diplomat bliver EU-udsending i Israel

Den danske topdiplomat Lars Faaborg-Andersen bliver til september ny ambassadør for EU i Tel Aviv i Israel.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ambassadør Lars Faaborg-Andersen er udnævnt af EU's udenrigschef Catherine Ashton, som han har været i nær kontakt med, siden han i 2008 rykkede til Bruxelles som dansk repræsentant i EU's Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC).

Som PSC-ambassadør har Faaborg-Andersen blandt andet været med til at forberede EU's månedlige udenrigsministermøder, herunder at forhandle EU's politik over for Israel.

Han ser selv sit nye job som en naturlig opfølgning på det arbejde.

- En af de vigtige ting er at prøve at skabe en større grad af synergi og sammenhæng i landenes politik, så vi i højere grad kan optræde mere samlet. Det er afgørende for den gennemslagskraft, vi har, at vi har en fælles linje.

- Man kan måske også gennem public diplomacy gøre det endnu mere tydeligt, hvor stort interessefællesskab, vi har mellem EU og Israel, siger Faaborg-Andersen.

Han henviser både til EU's rolle i forhold til det arabiske forår, den mellemøstlige fredsproces, kultur, forskning og samhandlen, hvor EU står for 30 procent af Israels udlandshandel.

Ambassadøren har tidligere været kontorchef i Udenrigsministeriets mellemøstkontor, og fra 2003 til 2008 var han næstkommanderende på Danmarks FN-mission i New York. Det var i den periode, Danmark i to år havde sæde i FN's Sikkerhedsråd.

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) siger i en pressemeddelelse, at udnævnelsen til EU-jobbet er fuldt fortjent.

- Det glæder mig, at Danmark har kunnet stille en særdeles kvalificeret kandidat til denne meget vigtige internationale post i en region, hvor der i disse år er særlig fokus på den politiske udvikling, siger Søvndal.

Det var egentlig meddelt, at Lars Faaborg-Andersen i forbindelse med den store rokade af Udenrigsministeriets ansatte til august skulle være flyttet til ambassaden i Haag i Holland.

/ritzau/